Gud som pårørende

Af Aida H. Andersen, psykolog i Agape

Kan man egentlig sige, at Gud er vores pårørende? Måske står det ikke lige med det ordvalg i Bibelen, men at være pårørende er ifølge nudansk ordbog at være en del af den nærmeste familie, og som sådan definerer Gud sig i høj grad. Fx kalder han alle døbte sine børn, og Jesus bliver flere steder omtalt som vores bror. Så lad os se lidt nærmere på, hvordan Gud er, kan og gerne vil være vores pårørende.

Generelt i menneskelivet er det sådan, at det vi oplever, ikke altid stemmer 100 % overens med virkeligheden. Fx kan jeg opleve, tiden går hurtigere nogle gange end andre. Nogle gange kan vi opleve, Gud er fjern, eller at han ikke hører os (se fx i Salmernes bog i Bibelen). Virkeligheden er, at Gud altid ser os og vil os. At udfolde ”Gud ser dig midt i din lidelse” kan virke direkte provokerende, hvis man står midt i det svære og ikke mærker Guds nærvær. Heldigvis er virkeligheden også, at Gud ikke er afhængig af, hvad vi oplever og mærker. Derfor må vi stadig have lov at bede om at få lov at mærke det, vi kan læse i Bibelen: at Gud er os nær.

Gud skabte os til at leve i relation til ham (og hinanden), og som døbte står vi i en meget nær relation til Gud. Så nær, at vores forhold sammenlignes både med relationen mellem forældre og barn og mellem brud og brudgom.

Relationen til Gud er ikke betinget af, hvordan det går, det er en relation ”i medgang og modgang”, og hvor døden ikke skiller os ad!

Relationen til Gud inden smerten

Generelt ved relationer vil den karakter relationen har, inden man møder smerten eller sorgen, ofte have betydning for, hvilken rolle personen kommer til at spille for en. Ikke altid. Vi ser også, at mennesker finder nye fællesskaber netop på baggrund af lidelsen. Mennesker, man ikke havde så meget at gøre med, viser sig pludselig som dem, der kan bære og være til stede.

Set fra den menneskelige side kan vi sige lidt det samme om relationen til Gud. Min påstand er, at vores relation til Gud, inden vi møder lidelsen, kan have betydning for, hvordan relationen til Gud kan opleves i lidelsen. Er jeg vant til at søge Gud, vil han også på en eller anden måde blive en, jeg forholder mig til i lidelsen. Er jeg ikke vant til at søge Gud, kan jeg også i denne relation opleve det, jeg oplever mellem mennesker, at jeg, grundet min egen vrede over situationen, kan tage endnu større afstand også fra perifere bekendtskaber. Eller modsat, at bekendte pludselig i lidelsen får lov at komme tæt på, og relationen udvikler sig midt i det svære. Vi kender altså fra det menneskelige liv, hvordan relationer bliver påvirket af lidelsesoplevelser og modsat, at oplevelsen af lidelsen påvirkes af, hvordan vore omgivelser reagerer på vores smerte.

Gud er ikke begrænset!

Meget af dette kan vi også opleve i vores relation til Gud. Men det, der er fundamentalt anderledes her, er, at Gud er Gud og ikke menneske! Som mennesker er vi begrænsede og må tage hensyn til det. Gud er ikke begrænset. Det betyder bl.a.: Han bliver ikke træt. Han bliver ikke fyldt eller har svært ved at rumme vores mange og til tider blandede følelser. Han har altid tid. Gud kan rumme både den pårørende og den, der står i det svære. Han er vågen og tilgængelig – også om natten!

Han kender vore behov, følelser og tanker, bedre end vi selv gør, og derfor misforstår han os ikke, når vi taler sammen! Han er hos os – altid! Gud kender selv i den grad til lidelsen. Da Jesus gik her på jorden, mærkede han angsten, så hans sved blev som blod. Han græd af sorg, oplevede fysisk smerte og værst af alt: Han blev gjort til den største synder og forladt af Gud!
Gud kender til de smerter, vi på forskellig vis oplever i menneskelivet.

En dag slutter smerten

Som pårørende er der nok mange, der kan genkende lysten til i det mindste at fjerne noget af lidelsen fra den, der kæmper. Gud kan som den eneste pårørende række den lidende en trøst, der holder og som dybest set, kan være det eneste, der virkelig trøster: Han har set din smerte, han ved, hvor frygteligt det er, og han har satset livet på at kunne ændre det for dig. Og han vandt! Han vandt over døden, smerten og lidelsen. Det betyder, at i stedet for evig smerte, kulde, angst og død, så har vi mulighed for en evighed i lykke, varme, glæde og liv. Når du tror på Jesus, kan han få lov at slutte din lidelse en dag. Måske kommer du ud af den lidelse, du lige nu står i, men livet her på jorden vil altid være præget af en eller anden form for smerte eller afsavn. En dag er lidelsen slut. Det er fantastisk. En dag bliver glæden og festen vores hverdag. En pårørende, der ser mig og min situation i så høj grad, at han rækker mig noget så gennemgribende helende, er enestående!

Gud er ikke kun den pårørende, der står ved siden af os, han er Gud Helligånd. Derfor kan han bo i os. Det er en unik måde at dele smerten på, at han selv er til stede i os! Og samtidig en unik mulighed for Gud til at lede os til ham.

Gud er ikke et middel

Når vi taler lidelse og pårørende, bliver det ofte med et vist fokus på, hvordan den pårørende kan hjælpe den lidende, underforstået hvordan den pårørende lader sig bruge og bliver brugt som et middel mod smerten. Og det er der meget naturligt i. MEN hvis den pårørende kun bliver brugt
som et middel, og ikke er en person, der i sig selv har værdi og betydning for den lidende, så bliver der noget afstumpet over det, relationen bliver instrumentel og uden kærlighed!

Sådan også med relationen til Gud. Fordi Gud er den almægtige, fordi vi ved, han kan gøre undere, kan vi ofte komme til at søge Gud som et middel til at få det lidt bedre her og nu. Fordi Gud har skabt os og altså ved, hvordan et menneske hænger sammen og trives bedst, ved han også, at det ikke er det, der gør os lykkelige (”salige”). Det, der gør os lykkelige, er kærligheden – ikke raskheden! Kærligheden er Gud selv. Gud selv er kærlighedens inderste væsen og ophav. Gud ved, at det, vi dybest set har allermest brug for, er at stå i relation til kærligheden selv. At se ham, blive fyldt af ham, leve for ham, elske ham. Gud ønsker, at vi skal se ham og vores relation som målet – ikke som middel. Han er den fuldkomne pårørende, der kan række os trøsten – både når vi selv lider, og når vi står ved siden af som pårørende.

Af Cand.psych. Elin Andersen

Vi er alle afhængige af hinanden, i større eller mindre grad. Nogen mere end andre, og for kortere eller længere tid. Men hvad sker der, når hjælperollen bliver til omsorgsyderens identitet? Hvorfor sker det? Og hvordan kan det undgås?

Født til samhørighed Vi kender alle til det – at godt selskab gør os godt, og at dårligt selskab gør ondt.
Det er nu også bevist på det neurologiske plan, at vi er sociale væsner, og derfor konstant bliver påvirket i en god eller dårlige retning, alt efter hvordan en given relation er.
Forskning har vist, at hjerner uundgåeligt drages ind i en intim forbindelse med hinanden, når vi mennesker interagerer. Og det på en måde, så de synkroniseres.
De neuroner, der er aktive i den enes hjerne, bliver automatisk aktiveret i den andens. Virkningen er den, at vi på mindre end et sekund ved, hvilken bevægelse modparten vil gøre, hvorefter vi forbereder os på at gøre den samme bevægelse, samt at vi fornemmer den andens sindsstemning. Spejlingstendensen øges, når vi er fysisk tætte på personen eller kender vedkommende godt.
Denne gensidige påvirkning ses på mange planer, lige fra hvad vi finder interessant, altså hvilke nervebaner, der bliver udbygget, til hvilke gener der, bliver/ ikke bliver aktiveret i vores videre udvikling.
Når hjernen påvirkes, gør kroppen det også. Givende forhold har en gavnlig indvirkning på vores helbred, mens skadelige forhold kan fungere som en langsom forgiftning af vores krop.
Hvordan vi forbinder os med andre, er derfor af overordentlig stor betydning. Dog kan den del af hjernen også ”repareres” livet igennem, gennem sunde forhold til andre. Med andre ord repræsenterer den sociale hjerne et biologiske system, der konstant bringer os i harmoni med de mennesker, vi er sammen med, så vi derigennem kan påvirkes af deres tilstand.

Født til at hjælpe

Trangen til at hjælpe andre ligger også indbygget i os. En evne, der i særlig grad aktiveres når vi har vores fulde opmærksomhed rettet mod den der måtte trænge hjælp. Når vi er opmærksomme, bliver vi følelsesmæssigt forbundet med den anden, og det gør empati med vedkommende muligt. Og omvendt – jo mere uopmærksomme og urolige vi er, des sværere får vi ved at indleve os i andre, og dermed i at udvise
empati. Selvoptagethed i enhver form vil derfor altid spænde ben for os, i forhold til at være følelsesmæssigt forbundet med andre og udvise empati.

Når hjælp trænges

Vi har alle brug for en hånd eller én, der kan lytte til os, i forskellige perioder af livet. Nogen har det i større grad og over længere tid, end andre. Denne position gør os sårbare, fordi vores afhængighed af den anden bliver om ikke synlig så i hvert fald mærkbar. Og er modparten indfølende, er
denne også bevidst om denne ulighed i forholdet. Det giver hjælperen en magt, som denne må være sig bevidst ikke at misbruge.
Jo større behovet, des større er skellet. Og jo længere tid behovet er der, des større er sårbarheden. Særligt sårbare er vi som børn og unge, hvis vi har store ar på sjælen, når vi er uden social støtte, bliver hjemløse eller på anden måde mister fodfæste i et område af livet, er med svære sindslidelser eller svære handicap, er i en udsat position eg. som omsorgsgiver til svært trængende, eller ”bare” har udefinerbart ”ondt i livet”.

Usunde hjælperoller

Grundet den indbyggede ulighed er omsorgsrelationer særligt udsatte for magtmisbrug. Særligt hvis behovet for hjælp er stort og langvarigt, og den, der modtager hjælpen, ikke kan sige fra. I værste fald kan der skabes en ond cirkel, hvor hjælperen bliver afhængig af at skulle hjælpe. En sådan medafhængighed gør, at hjælperen bliver en del af problemet og er med til at fastholde det. Hjælperen bliver overansvarlig, og tager over hvor den hjælpsøgende sagtens kunne selv. Dette gør naturligvis, at de udfordringer og den stimulation, der er nødvendig for vedligeholdelse og udvikling af færdigheder, udebliver, og den hjælpetrængende vegeterer blot yderligere.

Denne helte/frelser mentalitet, kan opstå af flere årsager. Mennesker, der fra barnsben har påtaget sig omsorgsrollen i familien, kan have den så meget på rygraden, at den er svær at lægge fra sig. Det har for dem været en måde at overleve på – og nu ubevidst blevet måden at leve på. Hjernen er blevet kodet til det fra en tidlig alder.
Anden årsag kan være, at hjælperollen kan være så omfattende og være foregået så længe, at erfaringen af og ønsket om en ligeværdig relation kan være næsten væk. Her tænker jeg særligt på hjælp givet massivt og over en lang periode, til mennesker med minimal evne til indlevelse og nærvær. Eksempelvis ægtefælden, der har stået sin partner bi i mange år, andre pårørende, eller folk i omsorgsbranchen. De har været i rollen så længe, og haft så lidt tid til at huske på sig selv, og mærke egne behov og egne grænser. Hjernen er med tiden blevet kodet til hjælperollen, og til at der ikke er plads til egne behov.
En tredje årsag er, at det kan være en måde for den hjælpende at styrke sit selvværd på. Kan hjælperen ikke hvile i en egenværdi som værende, men skal kunne bevise sit værd – og er der ikke andre måder at bevise dette værd på end ved at vise, man kan ”hjælpe”, så bliver dette hjælpeprojekt vældig vigtigt og enormt energiladdet. Det er jo hjælperens eksistensgrundlag, der er på spil. Hjernen køre i overlevelsesmode, og har slet ikke den ro, der skal til for at mærke den andens behov.

Med andre ord kan der i en omsorgsrelation udvikles en usund hjælperolle, der kan tangere af hjælperidentitet, pga. tidlig tillært hjælperadfærd, udmattelse, flugt fra eget dårlige selvbillede, eller at hjælperen opnår en sekundær gevinst i form af at blive holdt af eller føle, der er behov for en. Alt dette vil som regel foregå helt eller delvist ubevidst for hjælperen.
Særligt udsatte for udvikling af en hjælperidentitet er folk i omsorgsbranchen; psykologer, læger, sygeplejersker, sygehjælpere, assistenter, pædagoger, præster og menighedsledere. Og de nære pårørende til svært lidende.

Hvad gør vi så?

Det bedste, vi kan gøre, er, som ved alle andre mellemmenneskelige relationer, at mærke efter, tale sandhed, tage ansvar for egen trivsel, sætte egne grænser og respektere andres. Dette via ro, indlevelse og empati.