Her finder du levende beretninger fra mennesker, som lever med psykisk sygdom tæt inde på livet.

Når man har det psykisk svært, kan det være svært at have overskud og lyst til at læse i bibelen og bede. Maria fortæller i denne video, hvad hun har gjort med sit forhold til Gud og med sin tro, når hun har haft det svært.

Se video her

Rebekka fik et chok da hun blev diagnosticeret med en personlighedsforstyrrelse. For så måtte der virkelig være noget galt med hende. I dag er hun blevet klogere, og ved nu, at det ikke er hende, der er forkert; hun har bare været udsat for sværere ting, end andre har.

Kaos indeni
Det er svært for andre at forstå, hvad det er, jeg kæmper med. Men det er fordi, alt det kaos jeg oplever, kun sker inde i mig. Det er alt det følelsesmæssige, det handler om, og det går op og ned hele tiden.  

Rebekka på 28 år har dependent personlighedsforstyrrelse. En psykisk lidelse, der gør, at hun føler sig afhængig af andre og kan blive overvældet af hjælpeløshed, når hun er alene. Hun tvivler på sig selv og har brug for andres anerkendelse og vejledning i både store og små ting.
– Som teenager havde jeg svært ved helt små beslutninger, som hvilken aflevering jeg skulle lave først, eller om jeg skulle tage af sted til et arrangement om aftenen eller ej. Jeg kunne ikke selv tage beslutningen men spurgte altid min mor, og så sagde hun, hvad jeg skulle gøre. Jeg var bange for at vælge forkert. Og sådan har jeg det stadig.

– Hvad er en personlighedsforstyrrelse?
Efter flere år i udlandet på et kristent missionsskib, kom Rebekka hjem til Danmark. Hun skulle flytte til en ny by og starte nyt job, men hun fik et psykisk sammenbrud, og måtte sige sit job op. Hendes energi forsvandt, hun havde fysiske smerter, fik mareridt om natten og havde svært ved at styre sine følelser. Hun var selv overbevist om, at det hun oplevede, var tegn på stress eller måske en depression. I første omgang bekræftede hendes læge, at der rigtig nok var tale om en svær depression. Men efter flere års terapi, der ikke hjalp tilstrækkeligt, opsøgte Rebekka selv hjælp i psykiatrien. Her var hun igennem et længere udredningsforløb og fik diagnosen dependent personlighedsforstyrrelse. Noget hun havde svært ved at acceptere.
– Jeg havde en idé om, at når man har en personlighedsforstyrrelse, så er man sindssyg, man er aggressiv og måske også selvskadende. Så da jeg først hørte ordet personlighedsforstyrrelse, gik jeg fuldstændig i panik, og jeg tænkte, at den diagnose skal jeg på ingen måde have. For mig betød den diagnose, at det ville være hele mig og min personlighed, der var noget i vejen med.

Forståelse af personlighedsforstyrrelsen
Rebekkas omgangskreds havde også svært ved at forstå, at hun skulle have en personlighedsforstyrrelse – for udadtil kunne man ikke se det på hende. Gennem et behandlingsforløb i psykiatrien blev hun klogere på, hvad det egentlig vil sige at være personlighedsforstyrret, og hun fik øjnene op for, at omstændigheder i hendes barndomshjem har gjort hende usikker på sig selv og afhængig af andre.
– Jeg begyndte at forstå, hvad en personlighedsforstyrrelse er. Og jeg fandt ro i, at jeg er helt normal. Jeg har bare været udsat for nogle sværere ting end andre. I min barndom lærte jeg nogle mønstre, som ikke er sunde for mig, f.eks. at søge anerkendelse hos andre konstant og at undgå at være alene. Men faktisk har det jo været min overlevelsesstrategi. Det er noget, jeg har gjort for at kunne overleve min barndom. Men nu må jeg indse, at jeg ikke altid kan få anerkendelse af andre. Det er et usundt mønster for mit fremtidige liv, og det er det, jeg arbejder på at ændre i dag.

Rebekkas liv i dag
I dag er Rebekka i gang med et gruppeterapeutisk behandlingsforløb i psykiatrien, og det har lært hende meget om sig selv. Selvom hun havde svært ved at acceptere sin diagnose, har det også hjulpet hende til at forklare, hvorfor hun reagerer anderledes på f.eks. at starte på et nyt arbejde, end andre mennesker gør.
– Alle er nervøse, når de skal starte på et nyt arbejde. Men ved at have fået diagnosen hjælper det mig til at sige, at der faktisk er nogen, der har anerkendt, at det er lidt sværere og mere udfordrende for mig at skulle starte et nyt sted. Folk siger ”du kan jo sagtens” – og det er jo rigtigt nok. Men mit hoved og min angst fortæller mig noget andet.

At finde ro i stilheden med Gud
Midt i alt det svære har Rebekka oplevet,  at Gud har været med hende. Rebekka er nemlig kristen, og troen på Gud har båret hende igennem både en svær opvækst og en ungdom med stor usikkerhed på sig selv. Nu finder hun ro fra sin følelsesmæssige kaos ved at søge Gud i stilheden. Men det er noget, hun har måtte lære. Det hjalp en kristen terapeut hende med.
– Hos terapeuten fik jeg hjælp til at begynde overhovedet at kunne mærke mig selv. Han hjalp mig i gang med kristen meditation. Bare det at skulle prøve at være stille med mig selv i fem minutter og trække vejret dybt ind og ud, det kunne jeg simpelthen ikke. Jeg var i fuldstændigt kaos indeni. Så det er noget, jeg startede med at øve dengang, som jeg er langt på vej i. Her bruger jeg bare en lille bøn som ”Jesus Kristus, Guds søn, forbarm dig over mig.” Det har hjulpet mig meget.

Håb for fremtiden
Der er sket mange fremskridt siden Rebekka startede i terapi. Hun forstår nu, hvorfor hun reagerer, som hun gør, og har lært sig selv og sine følelser bedre at kende. Og så har hun håb for fremtiden. Det håb ønsker hun at give videre til andre, der kæmper ligesom hende.
– Jeg er på vej, og jeg har mod og tro på livet og på Gud. Man må ikke give op! Der er altid håb.

Rebekkas liv begyndte at krakelere efter en lang missionsrejse. Alting indeni hende var forandret. Hun kunne ikke længere kende sig selv.

Følte angst ved at åbne bibelen
For fem år siden ændrede alting sig for Rebekka. Den glade, initiativrige kristne pige, som brændte for mission, kunne pludselig ikke åbne bibelen mere uden at føle angst. Hun var ikke den samme mere. Og det var en stor sorg for hende.
– Jeg var den, der altid kunne ryste bibelvers ud af ærmet, lige kunne holde en andagt, og var det store forbillede i at evangelisere. Men pludselig magtede jeg intet af det. Bare det at åbne bibelen gjorde mig ked af det. Så kom frygten for, om Gud kunne elske mig nu, når jeg ikke kunne det, jeg plejede.

Kræfterne forsvandt
Efter 2½ års rejse på et kristent missionsskib kom Rebekka tilbage til Danmark. Først var hun på en kristen højskole, og skulle herefter starte en ny tilværelse i en ny by med et nyt job, som hun så frem til. Men efter blot 10 dage på det nye arbejde måtte Rebekka give op. Hun fik det svært både fysisk og psykisk. Hun havde smerter, mareridt om natten og var utrolig ked af det.
– Jeg var så syg og så træt, at jeg næsten ikke kunne andet end at ligge i min seng. Min krop føltes så tung, at det var som om, jeg sank ned i madrassen og kunne ikke løfte mig. Jeg forstod ikke hvorfor.
Hun måtte opgive jobbet til stor skuffelse for hende selv. Hun var fortvivlet og fyldt af spørgsmål om, hvad der mon skete med hende. Hun tænkte ved sig selv, at det måtte være stress. Men det viste sig, at rødderne til hendes ubehag stak langt dybere end stress over et nyt job.

Usunde mønstre i barndommen
På missionsrejsen fik Rebekka et helt nyt perspektiv på sit liv. Samtaler med en mentor hjalp hende til at se, at hendes barndom ikke har været ”normal.” Rebekka, som i dag er 28 år, er opvokset i en kristen familie, men gennem sin opvækst, blev der skabt et billede af Gud, som en der konstant vurderede hendes handlinger. Alting – stort som småt – blev bedømt ud fra bibelen. Hun søgte anerkendelse hos Gud og andre, og lærte ikke at træffe selvstændige beslutninger, men skulle altid spørge Gud først.
– Jeg var bange for at gå imod Guds vilje. Hvis jeg, efter at have taget en beslutning om noget, fik det skidt eller sov dårligt, så måtte det være fordi, jeg havde gjort noget forkert. Der blev brugt lang tid på sådanne analyser og koblinger.
– Jeg begyndte først at erkende alle de her ting, da jeg kom langt væk hjemmefra og kunne se tingene på afstand. Min mentor hjalp mig til at se, at adfærden i min familie ikke var normal. Jeg fik lov til bare at være ked af det.

En rejse efter at finde sig selv
At åbne op for dybe, betændte indre sår gjorde, at Rebekka følte, hun gik i stykker indeni, da hun kom hjem. Men hun var fast besluttet på, at hun ville få det bedre. Hun startede en lang rejse for at finde sig selv igen – en rejse gennem psykiatrisk behandling, et kommunalt jobprøvningssystem, men mest af alt en identitetsrejse. Hun blev diagnosticeret med en personlighedsforstyrrelse, og hendes psykiske udfordringer gjorde, at hun måtte erkende over for sig selv og andre, at hun på daværende tidspunkt hverken kunne klare et fuldtidsarbejde eller en uddannelse. Heller ikke hendes kristenliv var som før. Hendes tidligere passion for at evangelisere, dele vidnesbyrd og læse i bibelen var forsvundet som dug for solen.

– Det føltes lige pludselig som noget jeg skulle gøre. Og jeg havde simpelthen bare ikke lyst. Jeg fik næsten væmmelse over det. Men hvem var jeg så? ”Kan jeg være elsket, når jeg kun kan ligge i min seng, græde og sove 12 timer om dagen?” spurgte jeg mig selv. Det eneste, jeg kunne orke i kirken, var at komme om søndagen – og der græd jeg også.
I takt med Rebekkas større indsigt i sine psykiske udfordringer, begyndte hun at stille sig selv mange spørgsmål.
– Har jeg mon haft det dårligt hele mit liv, men bare skjult det bag en facade som ”den gode kristne pige”?  Var jeg så aktiv i kirke og mission, fordi jeg elskede Gud, eller handlede det egentlig om at få Hans og andres anerkendelse? Jeg brænder stadig for Gud i dag, men jeg har ikke lyst til bare at gøre det for at få den anerkendelse fra Gud og fra andre. Det er det spændingsfelt, jeg stadig lever i.

Gud som sikker tilflugt
Rebekka var ikke alene på denne rejse. Hun oplevede især kirken som et sted, der kunne rumme hendes følelser, tanker og tvivl; et sted, hvor hun blev mødt med kærlighed og bøn helt uden fordømmelse. Hendes dårlige samvittighed over pludselig at være en, som ikke magtede at engagere sig i kirkens arbejde, blev gjort til skamme.
– Min præst sagde til mig: ”Kirken skal kunne rumme, at du kan være her, uden at du skal være involveret.” At der har været den omfavnelse har betydet alt.
Og selvom det Guds-billede, Rebekka havde under sin opvækst, har forvoldt meget smerte, har hun oplevet, at troen på Ham har været en uundværlig hjælp. Hun har søgt og fundet Gud i stilheden, i naturen, i lovsang – og erfaret, at Gud ikke er en vred gud, der kun stiller krav til hende, men at Han elsker hende både på gode og dårlige dage.
– En dag gik jeg en tur og så en snegl på vejen. I mit indre blev jeg mindet om, at sneglen er skabt af Gud. Selvom den går i sneglefart, er den unik. På samme måde er jeg. Jeg skal ikke sammenligne mig med andre, for jeg er unik og elsket, også selvom jeg i alle disse år går i sneglefart.
– Mange har spurgt mig ”Hvordan kan du tro på Gud efter alt det, der er sket?” Men uden Gud havde jeg slet ikke kunne overleve det.

Drømmer om at give det videre
I dag er Rebekka fortsat i terapeutisk behandling for sin personlighedsforstyrrelse. Hun er i et praktikforløb i en butik, som hun er glad for og trives med. Hun kommer fast i en kirke, og har mange gode relationer tæt på, både venner og familie, som forstår hende og kan rumme de op- og nedture, som fortsat dukker op. Hun lærer mere og mere at leve med udfordringerne, og har fået et lysere syn på fremtiden. Nu drømmer hun om, at kunne give andre håb og trøst ved at fortælle sin historie.
– Jeg har et stort ønske om at komme ud og dele mine oplevelser, dele min tro og fortælle om de ting jeg har været igennem. Men jeg tager lidt ad gangen. Stille og roligt kan jeg begynde at gøre lidt mere. Selvom det går langsomt, så går det fremad.

Af Gitte Strøm

Pårørende til psykisk syge forældre, selv psykisk syg i 15 år, nu raskmeldt, foredragsholder og underviser inden for psykiatrien, BID-Brugerlærer.

Det at vokse op som pårørende til to psykisk syge forældre er ikke sjovt, og det har sat sine spor i resten af mit liv.

De første ti år var det et spørgsmål om at være på vagt hele tiden. Jeg skulle være den søde, perfekte og hjælpsomme datter, der ikke gjorde mor ked af det, eller far vred. Hvis mor blev ked af det, kunne hun blive syg og skulle måske på hospitalet igen. Og hvis far blev vred, var det ikke en almindelig vrede, men en vrede ,der kunne få ham til at eksplodere og smadre tingene omkring sig, eller hvad der var endnu værre; begynde at slå os, og det var ikke så sjældent, at det var hundesnoren eller bøjlen som blev brugt. Ingen vidste, hvornår det skete eller hvorfor, det kom som et lyn fra en klar himmel.

Lærte at glemme mig selv

Min barndom kom derfor mere og mere til at handle om, hvordan mor og far havde det, og hvad jeg kunne gøre for, at alting gik godt. Jeg udviklede et radarsystem, der ryddede problemerne af vejen, inden de fik konsekvenser. Og efterhånden lærte jeg, at glemme mig selv og mine egne følelser og behov.
Senere i teenageårene blev situationen skærpet.
Ingen måtte vide, hvordan tingene var i min familie. Når nogen spurgte til os, gik det altid super godt, og jeg var den perfekte elev i lærernes øjne, men det kostede, at jeg var ikke i stand til at knytte venskaber.
Jeg blev mere og mere isoleret, og jeg viklede mig ind i flere og flere løgne. Til sidst kunne jeg ikke selv holde styr på dem og isolerede mig fra alle andre. Jeg fik skyldfølelser over for alt og alle.

Graviditet udløste psykose

Da jeg så i en sen alder møder min mand – Niels – trækker jeg ham med ind i familie kaoset ved at forlange, at han flytter ind i det familiekollektiv, jeg bor i.
Da jeg efter tre års ægteskab bliver gravid, krakelerer min verden, for hvordan kan jeg sætte børn i verden, når mit eget liv har været og er så kaotisk. Jeg søger hjælp i behandlersystemet, men det er for sent, og jeg bliver indlagt med før-fødselspsykoser og tvangstanker.

Af Niels Erik Foged Madsen

Pårørende til psykisk syg ægtefælle, førtidspensionist pga. PDST, BID-brugerlærer.

Jeg giftede mig med Gitte i 1988. Jeg vidste godt, at hun havde haft en vanskelig barndom, og at hun sloges med en del eftervirkninger fra den tid, men jeg var ikke forberedt på de skader, det medførte.

Verdenen brød sammen omkring os, da hun blev indlagt og fik flere og flere angstanfald og tvangstanker. Jeg var magtesløs. Jeg ville så gerne hjælpe hende, men kunne ikke gøre andet end at være der. Jeg forsøgte at tale med personalet og egen læge, men fik det indtryk, at jeg var mere til besvær end hjælp, der var ikke tid til at tale med mig, De smilte, men det virkede tit som kolde fortravlede smil.

Fik ingen hjælp

Gitte fik det værre og værre, og da hun fødte og kom hjem var det med en psykose og en angst for at gøre barnet fortræd. Medicinsk var hun dopet og ikke i stand til at vise nogen form for følelser, hverken had, glæde, vrede eller sorg. Når hun talte med en behandler, talte hun dem efter munden. Sådan gik 2½ år, hvor alting var kaos, med kun få gode stunder. Så blev hun gravid igen, og det hele gentog sig. Nu havde jeg også et barn at tage mig af, Jeg forsøgte at få hjælp fra læger og hospital. De henviste til kommunen, som så igen henviste til amtet. Jeg kom til at løbe spidsrod mellem amt og kommune, for ingen vidste, hvem der skulle tage sig af det. Det virkede som om, de slog tilfældigt op i telefonbogen og så sendte mig videre. Der var ingen hjælp at hente noget sted.

Jeg brændte ud

Med en hustru på hospitalet, to børn og et fuldtidsarbejde, der starter, før institutionerne åbner, brændte jeg efterhånden ud. Jeg blev mere og mere træt, følte mig som alene i verden, og det påvirkede også mit arbejde. Selvfølgelig endte det også med en fyreseddel.
Det var surrealistisk Jeg havde drømt om et liv, hvor jeg kunne give min familie en masse kærlighed og oplevelser. Jeg nød at tegne og male, være i naturen og spille klassisk guitar. Nu var det som om, jeg var med i et syrealistisk Pc-spil. Intet var, som det burde være, normale grænser og normer blev konstant ændret; til tider slet ingen, og til tider er der ikke andet, og det kan skifte fra minut til minut. Ting, som virkede i går, virker måske ikke i dag. Det, som hjalp i går, kunne være det, der udløste en ny psykose i dag.

Hun kom hjem som en zombi

Når Gitte var indlagt, gav det lidt ro hjemme, men til gengæld var der den meget transporttid, tit op til fem timers transport dagligt. Jeg var stærkt indstillet på, at pigerne skulle have det så godt som muligt, så det blev ofte kun til få timers søvn hver nat, hjemmet skulle jo også passes.
Efter flere år mente hospitalet, at nu kunne de ikke gøre mere for min hustru, alt var prøvet, så jeg fik hende hjem som det, jeg vil beskrive som en grøntsag og en zombi. Man kunne føre en normal samtale med hende 10 minuter i døgnet, ellers var hun ramt af panikangst, rystede og græd hele tiden og havde indimellem hallucinationer. Nu var der ikke så meget transport, til gengæld var der et ”handicappet barn” mere.

Jeg fik det selv dårligt

Sådan gik nogle år. Min hustru fik det langsomt bedre, men jeg var selv begyndt at få det psykisk dårligt. Jeg var utryk ved at være væk hjemmefra og bange for at komme hjem, for hvad kom jeg hjem til? Ville dagen i dag gøre hende mere syg eller mere rask?

Jeg var ikke gift med min kone, men med en diagnose, en sygdom, som påvirkede hele familien. Og selv om jeg gjorde, hvad jeg kunne, påvirkede det også børnene.

Hun blev rask

Efter 15 år kom min hustru endelig i kontakt med nogle, der kunne hjælpe hende, og for tre år siden fik hun tilbudt en BIDbrugerlæreruddannelse, som i den grad har forandret både hende og restens af familiens tilværelse. Nu er hun erklæret rask og arbejder som underviser og foredragsholder flere gange ugentligt.

Jeg blev syg

I takt med at hun kom sig, kunne jeg slappe mere og mere af. Jeg opdagede, at jeg havde kørt på højtryk og på min egen ydegrænser i mange år.
Nu kunne jeg ikke klare mere. Nu var det min tur til at knække sammen. Jeg fik stillet diagnosen PTSD og har nu fået tilkendt en førtidspension, men jeg kæmper med hukommelsesbesvær og angstanfald. Noget, der måske kunne være undgået, hvis familien havde fået hjælp i tide.