Af Peter Legarth

Det var en skræmmende oplevelse for mig, da jeg for to-tre år siden blev ramt af en depression. Det var ubehageligt, at tungsindet og resignationen trængte sig ind på livet af mig, men alligevel var det værste for mig, at jeg mistede kontrollen over mit sind og mine tanker.

Mon ikke de fleste har det som mig. Vi kan godt lide at have styr på vores tilværelse.
Vi vil gerne have overblik over økonomien. Vi vil gerne forberede os på uforudsete hændelser. Så vi tegner forsikringer af mange slags. Og vejhjælp skal vi også have, så vi kan komme videre, hvis bilen strejker. Vi forsøger at leve sundt, så at vi ikke selv er skyld i det, hvis vi rammes af sygdom. Så langt vi kan, vil vi gerne have styr på tingene.
I sådan en situation er det som sagt skræmmende, hvis vi ikke har styr på sind og tanker. Det er rædselsfuldt, når man af uforklarlige årsager bliver rystende nervøs og angst, eller når man føler sig i en osteklokke, hvor man udefra er tilskuer til tilværelsen uden selv at være delagtig i den.

Problemet for et kristent menneske er desuden, at Gud er tavs; Gud er måske ikke stum, men han er tavs. Sådan føles det i hvert fald.

En kat kan på en bestialsk måde lege med en såret mus.
Når vi sættes på standby, kan oplevelsen være den samme i forholdet til Gud.
Man er såret, og hvad gør Gud? Han leger kispus med os. Vi har igen og igen hørt om Guds kærlighed, men hvor er den kærlighed blevet af, når vi har allermest brug for den? Hvis det at være kristen ikke på en eller anden måde viser sig konkret for en, er det vanskeligt at indse, hvorfor man overhovedet skal være en kristen. Hvorfor skal man tro på Gud, hvis ikke Gud på en eller anden måde opleves som en konkret realitet, når det virkeligt gælder? Vi har fået at vide, at Gud er nær hos hvert eneste menneske, men hvorfor føles det helt anderledes: Gud er langt væk.

Hvis Gud har al magt, har Gud også ansvaret.
Hvorfor i alverden behandler han mig så på den måde? Gud kan fjerne lidelsen, hvis han vil. Men hvorfor vil han det så ikke? Hvorfor gør han det så ikke?
Det er spørgsmål, som trænger sig ind på livet af en, når man ikke længere har kontrol over sig selv. Jeg havde regnet med, at troen ville være en stor hjælp i tungsindet, men jeg oplevede det ikke sådan. Jeg følte, at Gud svigtede. Og jeg måtte spørge mig selv, om alt det med Gud og Jesus i virkeligheden var én stor illusion.
At være syg er svært, men når man i sygdommen bliver truet på troen, bliver sygdommen endnu sværere. Jeg er i dag glad for, at der var nogle at snakke med i den situation. Når man ikke selv rigtigt orker at bede, er det godt at have nogle, der så vil bede for en og bede i stedet for en. Man har brug for nogle, der bare vil være der. De skal ikke komme med en masse skriftsteder og velmenende forklaringer om, at det nok skal gå altsammen. Det er ikke trøst, men tilstedeværelse, som betyder noget.
Sådan var det i hvert fald for mig.

Bagefter kan man se, at troen kan give sig mange forskellige udslag. I gode dage kan troen komme til udtryk i taknemlig tilbedelse af Gud. I onde dage kan troen komme til udtryk i klage, ja, i anklage.
Vi må ikke tro, at Gud vil hævne sig, hvis vi anklager Gud. Sådan er Gud ikke. Når et menneske i sin nød skriger op over for Gud, er det udtryk for, at et menneske i sin protest stoler på Gud – trods alt!