Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg studerer og skulle efter planen være færdig om kort tid. Det er dog ikke muligt, da jeg i min sidste praktik blev så usikker og så angst for at lave fejl, at jeg ikke kunne komme afsted. Hvis jeg kom afsted, kæmpede jeg med at være nærværende og havde ofte en følelse af at være ude af min krop eller låst fast inde i mit hoved.

Jeg havde haft det ret mørkt et halvt år inden min praktik start, men her faldt det bare helt sammen. Jeg blev så sygemeldt med angst og depression.

Jeg har altid været meget overbekymret og ængstelig, men jeg blev tit opmuntret af de mange oplevelser af, at Gud gang på gang gik foran mig og fyldte mig med Hans styrke, visdom, kærlighed og mod, når jeg følte mig overvældet. Jeg følte Gud gav mig endeløs kærlighed til at hjælpe mennesker.

Men her efter min sygemelding kan jeg slet ikke genkende mig selv. Jeg kan slet ikke finde kærligheden og modet til at skulle hjælpe andre. Det er som om jeg har mistet en nådegave af omsorg for andre.
Det føles så meningsløst at skulle blive ved og ved og ved og ved og hele tiden kæmpe mig igennem en hverdag med ængstelige tanker.
Når jeg tænker tilbage på livet, inden jeg blev sygemeldt, kan jeg ikke se, hvordan jeg kom igennem det, og jeg har slet ikke lyst til at få det bedre, hvis det er tilbage til, hvordan jeg havde det dengang.

Jeg får hjælp af en rigtig god psykolog, men jeg føler mig så fortabt. Jeg tør ikke bede Gud om, at jeg får det bedre, for jeg kan ikke overskue at skulle sætte min lid til Ham. Og jeg er bange for mistilliden modarbejder terapien hos psykologen.

Gud lover jo ikke, at det er let at være kristen, eller at vi undgår ondskab eller ulykker. Samtidig er vi mennesker, der kan begå fejl uden hensigt om at gøre ondt.

Jeg ved, at Gud stadig er med mig, hvis jeg begår en fejl – men jeg er bare allerede fyldt med så dårlig samvittighed og frygt over alt det, der kan ske ved min tilstedeværelse.
Men samtidig føles verden dog endnu mere håbløs og meningsløs uden Gud.


Svar

Kære Brevskriver

Tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du går videre med dit spørgsmål, også i en situation, hvor alt er tungt og svært.

Når jeg læser dit brev, så virker det som om, du er midt i en svær depression. I den tilstand er det svært at overskue både nutiden og fremtiden. – Du skriver, at du får god hjælp af en psykolog. Det er en god ting. Jeg vil dog samtidig spørge, om du er blevet udredt grundigt? Har du talt med din læge om det? Både depression og angst kan have mange årsager?

Lige nu sidder du et sted, som jeg læser det, hvor alt er meget mørkt. – Du oplever det hele meningsløst, kæmper med angst og usikkerhed, skyldfølelse, har mistet modet og tilliden til Gud, og kan ikke finde kærligheden. Det er alt sammen symptomer på svær depression. Måske føler du dig også kold og tom?-
Jeg er glad for, at du trods din situation er klar over, at Gud stadig er med dig. Det er nemlig rigtigt.

Når jeg som psykiater har siddet overfor kristne, der har været svært deprimerede, som oplevede det hele håbløst og hverken havde overskud til at læse i Biblen eller at bede. Så har jeg flere gange læst salmen: ”På nåden i Guds Hjerte ”, sammen med dem. – Her kan du læse, at vi må bygge på nåden i Guds hjerte, og det gælder også, når jeg føler mig ”kold og tom”.
Du skriver om håbløshed. Under en depression kan man komme til at opleve alting så håbløst og meningsløst, at man ikke ønsker at leve mere. – Hvis du også kender til dette, er det meget nødvendigt, at du taler med din psykolog eller din læge om det, så du får den rette hjælp her og nu.

Lige nu har du svært ved at se, hvordan du skal få det godt igen, og det giver stor ængstelse for fremtiden. Med den rette behandling er jeg sikker på, at du får det godt igen. Det siger jeg på baggrund af mange års erfaring.
Lige nu magter du ikke at yde omsorg, men har selv stor brug for omsorg. Det håber jeg, der er nogen omkring dig, der kan give. Jeg håber også, der er nogen omkring dig, der kan være med til at bede for dig. – Når du er blevet rask, vil du opdage, at du igen har overskud til at give omsorg, til dem, der trænger til det.
Gud er stadig med dig og har øje for dig. Du må vide, at du er i Herrens hænder, også når du ikke føler det.

Jeg håber du snart må opleve, at det lysner igen og du igen kan se fremtiden i møde. Jeg håber også snart den dybe tvivl og anfægtelse, du er i må forsvinde. og du igen må opleve tilliden til Gud. Har du brug for at tale direkte med mig, så er du velkommen til at ringe mig op.

Med venlig hilsen

Inge Munk Møller

Speciallæge i psykiatri