Bange for at lave fejl

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg studerer og skulle efter planen være færdig om kort tid. Det er dog ikke muligt, da jeg i min sidste praktik blev så usikker og så angst for at lave fejl, at jeg ikke kunne komme afsted. Hvis jeg kom afsted, kæmpede jeg med at være nærværende og havde ofte en følelse af at være ude af min krop eller låst fast inde i mit hoved.

Jeg havde haft det ret mørkt et halvt år inden min praktik start, men her faldt det bare helt sammen. Jeg blev så sygemeldt med angst og depression.

Jeg har altid været meget overbekymret og ængstelig, men jeg blev tit opmuntret af de mange oplevelser af, at Gud gang på gang gik foran mig og fyldte mig med Hans styrke, visdom, kærlighed og mod, når jeg følte mig overvældet. Jeg følte Gud gav mig endeløs kærlighed til at hjælpe mennesker.

Men her efter min sygemelding kan jeg slet ikke genkende mig selv. Jeg kan slet ikke finde kærligheden og modet til at skulle hjælpe andre. Det er som om jeg har mistet en nådegave af omsorg for andre.
Det føles så meningsløst at skulle blive ved og ved og ved og ved og hele tiden kæmpe mig igennem en hverdag med ængstelige tanker.
Når jeg tænker tilbage på livet, inden jeg blev sygemeldt, kan jeg ikke se, hvordan jeg kom igennem det, og jeg har slet ikke lyst til at få det bedre, hvis det er tilbage til, hvordan jeg havde det dengang.

Jeg får hjælp af en rigtig god psykolog, men jeg føler mig så fortabt. Jeg tør ikke bede Gud om, at jeg får det bedre, for jeg kan ikke overskue at skulle sætte min lid til Ham. Og jeg er bange for mistilliden modarbejder terapien hos psykologen.

Gud lover jo ikke, at det er let at være kristen, eller at vi undgår ondskab eller ulykker. Samtidig er vi mennesker, der kan begå fejl uden hensigt om at gøre ondt.

Jeg ved, at Gud stadig er med mig, hvis jeg begår en fejl – men jeg er bare allerede fyldt med så dårlig samvittighed og frygt over alt det, der kan ske ved min tilstedeværelse.
Men samtidig føles verden dog endnu mere håbløs og meningsløs uden Gud.


Svar

Kære Brevskriver

Tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du går videre med dit spørgsmål, også i en situation, hvor alt er tungt og svært.

Når jeg læser dit brev, så virker det som om, du er midt i en svær depression. I den tilstand er det svært at overskue både nutiden og fremtiden. – Du skriver, at du får god hjælp af en psykolog. Det er en god ting. Jeg vil dog samtidig spørge, om du er blevet udredt grundigt? Har du talt med din læge om det? Både depression og angst kan have mange årsager?

Lige nu sidder du et sted, som jeg læser det, hvor alt er meget mørkt. – Du oplever det hele meningsløst, kæmper med angst og usikkerhed, skyldfølelse, har mistet modet og tilliden til Gud, og kan ikke finde kærligheden. Det er alt sammen symptomer på svær depression. Måske føler du dig også kold og tom?-
Jeg er glad for, at du trods din situation er klar over, at Gud stadig er med dig. Det er nemlig rigtigt.

Når jeg som psykiater har siddet overfor kristne, der har været svært deprimerede, som oplevede det hele håbløst og hverken havde overskud til at læse i Biblen eller at bede. Så har jeg flere gange læst salmen: ”På nåden i Guds Hjerte ”, sammen med dem. – Her kan du læse, at vi må bygge på nåden i Guds hjerte, og det gælder også, når jeg føler mig ”kold og tom”.
Du skriver om håbløshed. Under en depression kan man komme til at opleve alting så håbløst og meningsløst, at man ikke ønsker at leve mere. – Hvis du også kender til dette, er det meget nødvendigt, at du taler med din psykolog eller din læge om det, så du får den rette hjælp her og nu.

Lige nu har du svært ved at se, hvordan du skal få det godt igen, og det giver stor ængstelse for fremtiden. Med den rette behandling er jeg sikker på, at du får det godt igen. Det siger jeg på baggrund af mange års erfaring.
Lige nu magter du ikke at yde omsorg, men har selv stor brug for omsorg. Det håber jeg, der er nogen omkring dig, der kan give. Jeg håber også, der er nogen omkring dig, der kan være med til at bede for dig. – Når du er blevet rask, vil du opdage, at du igen har overskud til at give omsorg, til dem, der trænger til det.
Gud er stadig med dig og har øje for dig. Du må vide, at du er i Herrens hænder, også når du ikke føler det.

Jeg håber du snart må opleve, at det lysner igen og du igen kan se fremtiden i møde. Jeg håber også snart den dybe tvivl og anfægtelse, du er i må forsvinde. og du igen må opleve tilliden til Gud. Har du brug for at tale direkte med mig, så er du velkommen til at ringe mig op.

Med venlig hilsen

Inge Munk Møller

Speciallæge i psykiatri

 


Bekymret for ECT-behandling

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære Psyktro-brevkasse

Jeg har lidt af angst, depression, stress og muligvis borderline gennem hele livet. Jeg er 55 år og førtidspensionist. Jeg har kæmpet for at leve et normalt liv på normale vilkår, opsøgt og modtaget hjælp fra psykologer og psykiatere, afprøvet al slags medicin, mindfulness, kognitiv terapi – ja alt er afprøvet, uden at det har hjulpet mig. Jeg passer på mig selv, ryger og drikker ikke. Passer min søvn, kost og motion.
Jeg er nu blevet indlagt for første gang. De foreslår ECT.

Min tro er stærk, og det der holder mig i live. Jeg beder meget hver eneste dag.
At lade sig bedøve og lade andre sende strøm gennem min hjerne føles skræmmende. Kan Gud mon virke med helbredelse gennem den behandling?
Jeg er alt for sårbar til at være i verden, som jeg har det nu, men samtidig føler jeg, at det netop er i sårbarheden, jeg er tættest på Gud. Så jeg er også bange for at miste min sårbarhed.
Hvad tænker I om dette?

Guds fred


Svar

Kære spørger

Tak for din henvendelse. Jeg forstår af dit brev, at du har haft det svært med psykiske lidelser i mange år. Du har kæmpet hårdt og har modtaget mange former for behandling, hvor noget sikkert har hjulpet dig godt i perioder.

Nu har du så fået det så dårligt, at du har brug for indlæggelse formentlig med en svær depression. Nogen vurderer, at ECT vil kunne hjælpe dig. Jeg forstår godt din ængstelse, men hvis det handler om en svær depression, er det den mest effektive og hurtigst virkende behandling vi har.

Gud kan helt sikkert også virke gennem den behandling, det har jeg ofte set tidligere, da jeg var overlæge på psykiatrisk afdeling.

– Der er tale om, at du under fuld bedøvelse får en ganske svag strøm gennem hovedet i få sekunder. De fleste oplever begyndende bedring allerede efter få dage.

Jeg fornemmer, at du er bange for at miste din personlighed ved den behandling, det er der ingen risiko for, men du kan formentlig hurtigt få det meget bedre. Din sårbarhed vil du dog fortsat have med dig, og du må vedvarende være opmærksom på, at undgå for store belastninger.

Jeg vil håbe du får en god behandling og vil ønske dig god bedring.

Med venlig hilsen

Inge Munk Møller
Speciallæge i psykiatri


Selvtillid vs. give Gud æren

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Jeg vil rigtig gerne styrke min egen selvtillid og tro på mig selv og tænker også, at det starter i det små ved at klappe mig selv på skulderen, når noget går godt.
Men jeg vil heller ikke tage æren fra Gud – altså give Gud æren i stedet for selv at tage den og sige, at man er sej og stærk…

Men hvor ligger balancen i det? For jeg vil gerne selv give mig styrke og tro på mig selv, men jeg vil også have tillid til Gud og se ham i det… Og det samme med det her, at jeg ikke vil have at mine tanker styrer mig, men at det er mig, der bestemmer om jeg kan klare det… Men jeg vil ikke bestemme over Gud.

Håber det giver mening.

Mvh.


Svar

Kære spørger!

Gud har skabt dig præcis, som han vil have dig, og han elsker dig præcis, som du er.
Det er forkert, når du tænker ringe om dig selv, for så tænker du i virkeligheden ringe om Gud.
Men for at bryde din egen tankerække om dig selv må du begynde med at få dine tanker om Gud på plads.

Tænker du ret om Gud, vil du også komme til at tænke ret om dig selv.
Du tænker måske, når det står allerværst til, at du ikke dur til noget, men Gud vil gøre dig duelig, netop der hvor du er i livet.

Men det begynder med det billede, du har af Gud.
Er din Gud én der elsker dig, når det går godt, eller er din Gud én der elsker dig for sin egen skyld, fordi han vil dig, og fordi han har skabt dig.
Du må vide, at du er elsket, også når alt går i stykker.
Du må vide, at ringeagter du dig selv, glemmer du, hvem der er din skaber.
Du er et Guds barn, og det vejer langt tungere end dine evner og anlæg eller dine fejl og mangler.

Du bliver hele tiden præsenteret for de vellykkede, hvor det kun er den bedste, der når frem til målet, den stærke overlever og bliver tiljublet, det perfekte er idealet, men sådan går det ikke for sig i Guds rige.

Ved at stræbe efter det perfekte går det netop galt.
Præstationsangst kan let blive en følge af at ville være perfekt.
Et 12 tal er flot, men kan let ende med at blive noget destruktivt, når du kun er tilfreds med 12-taller.
Angsten forøges nemlig ved ikke at kunne leve op til egne og andres høje forventninger.
Efter den helt store præstation kan det kun gå ned ad bakke. Det sker for alle sportsfolk på et tidspunkt, men i Guds rige er det modsat, fordi Gud er den, der virker i os at ville og virke, for at hans gode vilje kan ske.
Han gør os duelige.
Han gør det oftest ved, at vi lærer af vore fejl.

Et godt liv er at leve ”skjult” uden hele tiden at skulle præstere.
Målet må være at være den, som Gud havde tænkt sig.
Du må vove at være dig selv,  sådan som Gud ser dig gemt og skjult i Kristi kærlighed.
Vover du at være den, du er i Kristus, er det ensbetydende med, at du stræber efter det rigtige og ikke det perfekte.

Det rigtige er ikke, at alting kører på skinner, men at Gud får hele æren.
Når det hele kører godt, så opstår trangen til at tage æren fra Gud, og det slipper vi ikke godt afsted med.
Stræber vi efter at opstille en statue over os selv, vil den snart blive væltet. Det er en åndelig faldlov i Guds rige.
Det gælder om at være blandt de mindste og blandt dem, der tjener, men det har vi svært ved at affinde os med.

Det er en befrielse at overlade æren til Gud. Det er at være stille for ham, som er i sin helligdom.
Vil du tabe i den daglige strid, skal du bare stræbe efter at være sej og stærk.
Det ender med, at du bliver flået, parteret og dissekreret, nej, som én har sagt: ”Det svage lams styrke er dets svaghed.”

Det kristne menneskesyn tror ikke på, at den stærkeste overlever.
Men er vi klar over, hvad det vil sige, at vi er skabt i Guds billede.
Det betyder, at vi er skabt i Guds øjeæble, dvs. at vi er skabt til at se Gud i øjnene, vi er skabt til kærlighedens fællesskab, skabt til kærlighed og til at leve i den afhængighed af Kristus, som giver os den sande styrke og identitet.

Selvhjulpenhed og egne kræfter hører den ikke-troende verden til.
Det sunde menneskeliv er at se ham i ”øjnene”, som har skabt os, og vende blikket og tankerne væk fra ens egne mangler og ens egen kommen til kort.
Du er god nok, men det indebærer, at du tager imod Guds tilgivelse for alt det, som ikke var godt nok.

Gud velsigne dig!

Kærlig hilsen

Johannes Jensen
Teolog


Underordnelse

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg er lidt usikker på, om dette er stedet at stille dette spørgsmål, men nu prøver jeg. I følge Bibelen skal jeg jo underordne mig min pastor, men jeg er forvirret, fordi jeg i min pastor ikke ser noget at underordne mig til. Han er, som jeg ser det, en svag leder, der går mere efter menneskers anderkendelse end anderkendelsen i Gud. Der er ingen formaning og retledning, som det jo må forventes af hyrden overfor fårene.

Jeg ved jeg skal bede for min pastor, men bør jeg overveje en anden kirke? I tilføjelse, så er kirker med stærke ledere i Danmark, nok ikke om hvert et gadehjørne.

Jeg er bange for, at underordner jeg mig en svag leder, så bliver jeg ledt i ring og kommer ingen vegne, så hvad skal jeg gøre?

Mvh.


Svar

Kære Brevskriver

Tak for dit spørgsmål. Det er en rigtig god anledning til at overveje emnet med hyrder i menigheden.

Jeg forstår Bibelen sådan, at vores virkelige hyrde er Jesus. Se Johannesevangeliet kapitel 10. Det er ham, vi skal underordne os, fordi hans vilje og plan med os er god. Han ser hver enkelt og vogter os på en god måde.
Så har han sat nogen til at være apostle og lærere og profeter og evangelister og hyrder og lærere med det formål: ”at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde.” Det står i Efeserbrevet, kapitel 4. Læs fra vers 10-13.

Det viser mig, at vi alle skal grave i Bibelen og alle har et ansvar for at søge troens skatte og bidrage med det, vi kan, for at vi i fællesskab vokser. For apostlene kom før pastorerne. Og du kan i hvert fald finde meget vejledning for dit liv i Bibelen. Det vil jeg opfordre dig til, hvis du ikke allerede gør det. Det kan have stor betydning for andre, at du lever efter det, du finder frem der.

Og ja, så kan der være en leder for en menighed, som man har svært ved at underordne sig. Men det mener jeg altså også kun man skal, hvis det han siger, svarer til Bibelen. Hvis man ikke rigtig har tillid til sin præst, er det en god ide at bede for ham og lytte sig ind på prædikener og se, om det er sandt nok til at handle på det. Det er måske ikke lige i den situation, man skal henvende sig til ham for at få råd i konkrete spørgsmål.

Det kan godt være, du skal skifte kirke, det må du jo overveje ud fra fordele og ulemper ved at gøre det.

En stærk leder kan være en, der er tydelig og klar, og som kan skabe en retning for mennesker og menighed. Man er også stærk, når man kan bære og støtte meget, så andre får kræfter til at gå i den rigtige retning. Man skal være opmærksom på, at en stærk person kan være fristet til at udnytte andre til egen fordel. Det er det, Jesus beskriver som en daglejer, som dybest set ikke vil risikere noget for fårene.

Jesus derimod gav sit liv for os.

I Ezekiels bog kapitel 34 er der en fantastisk beskrivelse af, hvordan Gud holder øje med de hyrder, han har givet opgaver for sit folk. Han tillader ikke, at de vogter hans flok dårligt. Men hvor stor hans tålmodighed er, hvor længe han vil vente med at gribe ind, ved vi aldrig på forhånd. Kapitlet her har ikke kun ord til hyrderne, men også til fårene. Alt er ikke hyrdens ansvar. Det er ikke i orden for et får at skubbe og gøre det svært for de andre at få det, de har brug for. Det har i hvert fald sagt noget til mig, selvfølgelig på den måde, at jeg bliver beklemt i min samvittighed, når jeg tænker på, at jeg ikke har skabt de bedste betingelser for andre; jeg bliver også rørt, når Gud beskriver sig selv som hyrde: ”De vildfarne vil jeg lede efter, de bortkomne vil jeg føre tilbage, de kvæstede vil jeg forbinde, de syge vil jeg styrke, de fede og stærke vil jeg passe på. Jeg vil vogte dem på den rette måde.”

God vind og kamp, når du arbejder videre med dette spørgsmål. Og tak for din inspiration.

Venlig hilsen

Hanne Poulsen
pædagog


Kærlighed og åndeligt selvmord

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

[Spørgsmålet er afkortet af redaktionen]

Jeg er fanget mellem Gud og ‘lysets engel’. Jeg ledes til at tro, jeg skal ofre mig for kærligheden. At jeg skal slippe den mand, jeg elsker. – Men prisen er, at jeg handler direkte imod Guds ord. Gud har ledt mig mod forsoning. Han talte til mig, i 2. Korintherbrev 8. Jesus viste mig, at vi er skilt af en forestillingsverden, misforståelser, som jeg måtte række igennem og tage min elskede i hånden.

Men da jeg endelig kunne, afviste manden forsoning.

Jeg har langsomt mistet min tro. Jeg mærker hverken Gud eller Jesus længere. I min åndelige krise er jeg røget længere og længere ud af kristus, og accepterede det i første omgang som afstraffelse for mine synder. Nu, hvor jeg brændende ønsker at søge Gud igen, at det ikke er Satan, der skal vinde, er tiden blevet en faktor. Jeg er landet så meget i tingenes verden, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal søge tilbage. Jeg ved, jeg må følge Guds ord.

Men det kræver, at jeg opsøger manden, fortæller sandheden og forsones. Og nu – en uge efter jeg ringede – ved jeg ikke, om jeg må lade ham gå. Han bad mig give slip, uden vi havde talt ud.

Jeg lader mig selv fortabe, fordi det falske lys leder mig til at tro, at det er det offer, jeg må give, for at den mand, jeg har elsket, kan reddes uden om mig. Men kan det være sådan? Jeg er så bange for at tage kontakt, fordi relationen er gået så skævt. Men hvis jeg ikke handler efter Gud, og forsoner i sandhedens navn, vil resten af mit liv bygge på denne usandhed. Og jeg vil aldrig komme ind i Kristi igen.

Den synd, jeg har begået, er en hån mod Jesus, frelsen og Guds rige. En hån mod troen.

Jeg falder dybere og dybere, for min egen hånd.

Fornægtelse af troen ender med at være sidste udvej – og der når jeg snart.

Hvordan bremser jeg mit fald?


Svar

Kære spørger

Tak for brevet, som viser et menneske, der er tynget af tankemylder og følelsestrængsel.

Tak også for overskriftens præcise formulering: Jeg er fanget mellem Gud og ”lysets engel”. Det viser et menneske under et stort pres, en uudholdelig, stresset situation.

Forhistorien skriver du ikke noget om, men bare om en forsoning, som viser sig umulig. Du beskriver heller ikke, hvilken slags kærlighed, der er i spil. Så du er velkommen til at skrive igen. Gud er ikke modstander af kærlighed, da han selv er
kærlighed.

På grund af tankemylder må svaret blive enkelt for at kunne håndteres og bruges i praktikken.

Derfor er udgangspunktet også 2 kor. 8 vers 5b: -de gav sig selv ved Guds vilje, først til Herren og så til os.

I det lys skal kærligheden aldrig ofres, men holdes fast af Ham, som er kærlighed.
Både når du tager og når du giver. Ud fra dette perspektiv omgås du dine nærmeste og dine medmennesker.

”Lysets engel”, altså det falske skin, giver kun et modlys, som blænder og gør blind.

Intet menneske kan redde et andet menneske; men du bør lægge din nød for din
næste over på Gud i forbøn og således lægge byrden over på ham, i stedet for selv at
slæbe rundt på de modsatrettede følelsestrængsler. Slip byrden og læg den over på
Ham, som kan bære både byrden og dig. Han har prøvet det før!

Du er reddet gennem Kristi forsoning til evigt liv. Du skal ikke straffes for det, som Kristus blev straffet for (Gal.3:13). Han vil også bære dig gennem konflikter, sorg og modgang her i livet; men han har ikke lovet, at du ikke skulle møde både konflikter, sorg eller modgang. Hans ord er hans garanti for hjælp og brug så hver dag bønnens gave.

Du ledes altså ikke viljesløst af stærkere kræfter, som river og flår i dig; men du må aktivt vælge hvilket lys, som skal lede dig. Det skal du sige højt med ord hver dag og således minde dig om, hvem du tilhører og går sammen med. Og her træder du ind på banen som aktiv deltager i dit eget liv! Du er færdig med at være tilskuer til, hvad andre finder på at gøre med dit liv.

Her er det godt med venner, som vælger det sande lys til den sunde kærlighed. Det kan også være godt med en terapeut, som selv kender til spændingsfeltet mellem sandt lys og det falske skin, og som altså kender forskel mellem kærlighed og simpel behovsreduktion.

Tag Guds ord og bønnens lommelygte og lys dig aktivt ind i fremtiden. Skriv gerne igen!

Med venlig hilsen

Bent Jørgensen
psykolog


Savner fysisk omsorg

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej brevkasse!

Jeg er en mand, der oplever en stor ensomhed, hvilket er en sorg for mig.

Jeg har behov for fysisk omsorg fra en nær ven, en der har tilsvarende behov. Jeg mener ikke en kæreste, og der er ikke tale om et seksuelt forhold.

Gennem flere år har jeg forsøgt at finde en person, jeg kunne knuge mig ind til fysisk, men det er desværre ikke lykkes. Jeg har spurgt rigtig mange: ”hvor skal jeg gå hen, når jeg savner fysisk omsorg fra en ven?”. Jeg er blevet foreslået væresteder, kristne foreninger, selvhjælpsgrupper og diverse tilbud for ensomme. I sundhedssystemet er jeg også blevet foreslået forskellige tilbud. Næsten alle disse steder har foreslået: – Er det ikke en kæreste du skal have? Jeg svarede: ”Nej, det jeg søger er en nær ven – en at græde ud ved / fysisk omsorg / en at knuge sig ind til.

På grund af mit behov for fysisk omsorg har jeg endda betalt for en cuddler, selv om det er meget småt med penge. Det har jeg ikke råd til, så dyrt er det. At knuge sig ind til en person ønsker jeg også er gratis.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg oplever, at flere synes, det er grænseoverskridende, og de har svært ved at forstå mit behov. Min familie har foreslået mig at få en kat i stedet for, men jeg har svaret: ”Nej det er et menneske, jeg søger. En rigtig nær ven”. – Mit bosted har sagt. ”Det er familie du skal gå til”. – Min familie har sagt det er bostedet, jeg skal gå til. Eller folk i min by. – Præster har sagt: ”Det er første gang, jeg har hørt nogen spørge om det. Jeg kender ikke nogen, der lige har med det at gøre. Men jeg vil gerne lytte til dig” eller ”Jeg tror ikke, det findes”. – Organisationer, foreninger og klubber har sagt: ”Vi kan desværre ikke hjælpe dig med det. Vi kan tilbyde en samtale, og vi er mere end villige til at tage en snak” eller ”Det er desværre ikke her, men vi kender dette her sted, de kan hjælpe dig.” Altså det kære danske system, hvor man bliver sendt videre og videre og videre … Jeg tror, I har forstået pointen. – Kære brevkasse jeg tigger jer. Det er simpelthen et af mine største ønsker at finde denne fysiske omsorg. En at knuge sig ind til / en at græde ud ved. At have en nær ven helt nær ved. Kunne der ikke blive oprettet sådan et sted?

(Forkortet af redaktionen)


Svar

Kære spørger

Du har sendt et brev, hvor du efterlyser en måde, hvorpå du kan få fysisk omsorg. Mange muligheder har du allerede forsøgt. Du fortæller, at du ikke ønsker en kæreste, men en nær ven, som du kan knuge dig ind til og hvis skulder, du kan græde ud ved.

Jeg må skuffe dig med, at jeg ikke kan pege på en ny måde, som du ikke har nævnt, hvorpå du kan få fysisk omsorg. – De personer, man almindeligvis har mest fysisk kontakt med under opvæksten, er ens forældre. Her er det godt, hvis man både får psykisk og fysisk omsorg. Når man er blevet voksen, vil der normalt ikke være nogen, man har meget fysisk kontakt med før man evt. finder en kæreste. – Når man har en kæreste, vil man normalt gensidig nyde at knuge sig ind til hinanden og nyde den fysiske kontakt. Her vil det ikke opleves grænseoverskridende på en negativ måde, da man netop ønsker at være så tæt på den anden som muligt.- Selv om man har en god ven, så vil den fysiske kontakt oftest kun bestå i håndtryk og i et knus en gang imellem. De fleste vil let finde det grænseoverskridende, hvis man knuger sig ind til dem i længere tid, med mindre man eksempelvis er ramt af en stor sorg eller anden ulykke.

Jeg kan derfor desværre ikke pege på en måde, hvorpå du umiddelbart kan få opfyldt dit behov for fysisk kontakt. Jeg ønsker ikke at bagatellisere dit behov, men måske er der alligevel noget, der kunne hjælpe dig. Du nævner selv, at nogle har foreslået at anskaffe en kat, hvor jeg måske ville foreslå en hund, hvis det er en mulighed. Den er trofast og vil altid gerne være i direkte kontakt med sin ejer både psykisk og fysisk.

Dit behov for fysisk kontakt deles formentlig af mange, der ikke har nær familie, en kæreste eller en ægtefælle, de kan knuge sig ind til. Mange formår muligvis at kompensere for savnet på forskellig måde. Jeg fornemmer, at det har været rigtig vanskeligt for dig. Jeg håber, du måske har fået lidt hjælp til at se anderledes på din situation gennem disse linier.

Med venlig hilsen

Inge Munk Møller
Speciallæge i psykiatri


Er lykkepiller ok?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære brevkasse

Jeg er en ung fyr på 17 år og går i gymnasiet. Jeg har på det seneste haft svært ved at koncentrere mig og været meget trist og manglet energi i hverdagen. Jeg har snakket med min læge, og han siger, at jeg måske skal have lykkepiller. Men jeg har set i medierne, at der er mange, der får lykkepiller, hvor det er den forkerte behandling eller hvor det skader mere end det gavner.

Hvordan skal jeg forholde mig til lykkepiller i min situation?

På forhånd tak for hjælpen!

vh. Den Trætte


Svar

Kære ”Den Trætte”

Du skriver at du på det sidste har haft svært ved at koncentrere dig, du har været meget trist og har manglet energi i hverdagen. Du har haft det så svært, at du har talt med din læge om det. I forbindelse med den samtale har din læge nævnt, at du muligvis kunne have brug for antidepressiv behandling (desværre ofte benævnt ” lykkepiller”). Når din læge har talt om dette, så er det sikkert fordi han vurderer, at du har en depression. I første omgang har din læge formentlig vurderet, at der ikke er tale om en svær depression. Derfor vil samtalebehandling muligvis være tilstrækkeligt til at bedre tilstanden. Det er dog vigtigt, at en depression behandles lige så aktivt som en f.eks. en lungebetændelse. Derfor skal lægen under samtale forløbet vurdere på, om der også er brug for antidepressiv behandling. – Såfremt det skulle vise sig, at denne behandling også skulle være den rigtige til dig, så vil du sikkert opleve god virkning heraf. Når man er så ung som du er, skal man dog undersøges og vurderes af en speciallæge i psykiatri, før der påbegyndes en behandling med medicin.

Al medicin både naturmedicin og anden medicin kan have bivirkninger. Det skal vi som læger altid være opmærksomme på. Midler mod depression, angst og andre psykiske lidelser, har dog ikke flere bivirkninger end anden medicin, men i medierne fokuseres der specielt meget på bivirkninger af midler mod psykiske lidelser. Derfor har mange patienter meget mere skepsis overfor at tage medicin for sygdomme i hjernen end for sygdomme i hjertet. Jeg kan derfor godt forstå, at du også er meget skeptisk og spørgende til om antidepressiv behandling kan være den rigtige behandling.

Til dig vil jeg sige, såfremt du får det bedre på samtalebehandling alene, så det rigtig godt. – Har du det imidlertid så dårligt, at du får brug for medicin mod depression, så skal du ikke være bange for at benytte den. Du skal blot holde tæt kontakt med din læge, så I får talt om hvorvidt du får den rigtige medicin i den rigtige dosis og om det, du mærker er bivirkninger, der er væsentlige, eller du trygt kan fortsætte behandlingen. Det er min erfaring at langt de fleste, der har brug for medicin mod depression også mærker, at den hjælper dem godt.

Jeg håber dette har afklaret noget for dig i forhold til midler mod depression (lykkepiller).

Med venlig hilsen

Inge Munk Møller
Speciallæge i psykiatri


Reducering af antipsykotisk medicin og benzoer

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej brevkasse

Kan Inge, psykiater svare mig? Jeg er 37 år og har haft paranoid skizofreni diagnosen i 15 år. Nu er jeg så vha. psykolog begyndt at trappe ud af medicinen, fordi den skader mig meget, den giver mange angstanfald og angst, uro, selmvordstanker osv., og alt dette er reduceret meget nu, hvor jeg er stoppet med Olanzapin (Zyprexa), og også har skåret 2/# af benzodiazepin (Alprox) væk. Jeg mangler at trappe ud af 50 mg dagl. Valdoxan (melatonin til søvn), og 9 mg dagl. Invega (antipsykose medicin).

Jeg tør bare ikke trappe ud af Invega pga. trusler om psykose, fra min psykiater. Men psykologen siger, man kan godt. Jeg ved ikke om jeg tør. Kan jeg få kontakt med en psykiater der vil trappe mig ud, ved du hvordan jeg kan få kontakt til en anden, end ham jeg har? og kan jeg få det gratis, han er privatpraktiserende, jeg får 30 samtaler gratis bevilget hver gang, de er brugt, dem jeg har.

Jeg vil også gerne bare få recepterne af egen læge (praktiserende læge) men har fået at vide, det er uansvarligt at en ikke-psykiater udskriver Invega osv. Men hvordan finder man en psykiater, der er til at tale med? Ham jeg har, siger jeg skal tage mere benzo for han påstår, det må være derfor jeg får selvmordstanker, selvom de netop kom da han fordoblede mig fra 3 x 0,25 mg dagl. til 0,5 mg dagl. Og nu hvor jeg har trappet ned til 2 x 0,25 mg dagl., er selvmordstankerne næsten væk. Så det var nok benzoerne (Alprox), der fremkaldte dem, er jeg næsten sikker på. Det er psykologen også.

Håber så meget på hjælp, vil gerne trappes ud vha. psykiater men kan som sagt ikke finde en, der vil medvirke, jeg kender jo kun ham jeg har og han vil bare give MERE medicin, som han hele vejen har gjort, til stor, stor skade for mig. Så ham har jeg ikke lyst at se mere, har totalt mistet tilliden til ham. Mvh.


Svar

Kære Brevskriver

Du skriver, at du har haft paranoid skizofreni i 15 år. Det er en svær sygdom, og det er godt at høre, at du nu har mindre angst og selvmordstanker, end du før har haft. – Du har gennem årene fået forskellig medicin mod din lidelse. Med støtte fra en psykolog er du nu begyndt at trappe ud af noget af medicinen.

Jeg er klar over, at du har oplevet angst, uro og selvmordstanker. Jeg må dog samtidig sige, at jeg ikke mener, at medicinen har været årsag til dette. Derimod har psykologbehandlingen muligvis hjulpet dig, så du nu har det bedre og ikke behøver så meget angstdæmpende medicin i form af benzoediazepiner, som du tidligere har taget. Du får også fortsat Valdoxan. Det er et antidepressivt middel, som også hjælper på søvnvanskeligheder.

Jeg kan ikke på afstand vurdere, om du fortsat har brug for dette.
Jeg kan heller ikke vurdere, om du vil kunne klare dig med mindre antipsykotisk medicin på nuværende tidspunkt. Det er nødvendigt at en speciallæge i psykiatri- en psykiater vurderer dette. – Psykologer er ikke uddannet i forhold til medicin, så deres viden på det område er begrænset. Din psykolog har derfor svært ved at vide, om du også kan trappe ud af Invega, den antipsykotiske medicin.

Jeg forstår din psykiaters bekymring, jeg formoder, at din psykiater har oplevet, at du har været psykotisk, og derfor ikke ønsker at det skal ske igen. – Jeg forstår dog, at du ikke rigtig har tillid til vedkommende mere, selvom du, så vidt jeg forstår, har været i et langt forløb hos vedkommende. – Såfremt du fortsat ønsker en anden psykiater, så har du mulighed for at tale med din egen læge om en mulig ny henvisning til en anden psykiater. Det er gratis, når det er en praktiserende psykiater med overenskomst med sygesikringen.

Det er dejligt, når man kan klare sig uden medicin, og hvis du har taget medicin meget længe, så forstår jeg dit ønske om at prøve. For nogen patienter med skizofreni lykkes det at trappe ganske langsomt ud af medicinen over måneder og efterfølgende klare sig uden. Mange, der forsøger, oplever imidlertid efterfølgende tilbagefald, så det for dem er mere hensigtsmæssigt at fortsætte med en lille dosis antipsykotisk medicin.

Jeg siger ofte til mine patienter, at overskriften over deres liv skal være: ”Hvordan får jeg det bedst muligt?” fremfor ”Hvor hurtig kan jeg slippe medicinen?”.

Jeg har skrevet lidt til dig ud fra de oplysninger, du har givet mig. Jeg håber du kan bruge det, selv om du måske er lidt skuffet over, at jeg ikke straks kan anbefale udtrapning af al medicin. Rigtig mange mennesker må leve med, at de har brug for daglig medicin for at have det bedst muligt. Om det også gælder dig, kan jeg som sagt ikke vurdere uden at kende dig nærmere. Jeg vil imidlertid håbe, du må få en god behandling, så du får det bedst muligt.

Med venlig hilsen

Inge Munk Møller
Speciallæge i psykiatri


Prøvet parforhold

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Jeg er en kvinde på 48 som har en kæreste på 43,vi har begge været gift før og har 6 børn tilsammen
Vi har været sammen 2 år.
Vi er elsker hinanden meget højt og ingen problemer med børn osv. så alt skulle jo være så godt….
Problemet er at min kæreste har været på antidepressive piller i 14 år,han har længe villet af med dem da han har syntes at han sov dårligt og konstant havde problemer med vægten.

Han stoppede op med pillerne her efter nytår og herefter er det gået helt galt……
I marts mente han at vi var nød til at stoppe fordi jeg var alt for sød og god til ham og jeg kunne finde noget der var bedre
Vi så ikke hinanden i 3 uger, men skrev sammen engang imellem.
Efter de 3 uger var han helt normal igen og mente at vi skulle fortsætte…for han havde det super godt og havde savnet mig forfærdeligt…ja han kunne egentlig slet ikke forklare hvad der gik galt.
jeg var selvfølgelig super glad, for han var som han plejede igen og hold op hvor havde jeg bare savnet ham.

Her i sidste uge begynder han så igen…..han er ikke god nok….ved ikke hvad han vil…..jeg kan finde noget bedre osv osv.
Nu ser vi ikke hinanden igen skriver dog dagligt nogle søde SMS om hvor meget vi savner hinanden.
Problemet er jeg ved ikke hvordan jeg skal gribe det her an????
Jeg elsker denne her mand over alt på jorden….men hvad er bedst for ham ?
Skal jeg stoppe alt kontakt ?
Skrive lidt engang imellem ?
Jeg er jo også nød til at tænke på mig selv.

Han er under lægelig behandling…så han er ikke alene om at komme ud af pillerne.


Svar

Kære Spørger

Du har en kæreste, som du er rigtig glad for, og du vil gerne gøre det rigtige i forhold til jer begge to.

Du fortæller, at din kæreste har været på antidepressiv medicin i 14 år, men nu gerne vil af med medicinen på grund af nogle bivirkninger. Efter at han er holdt op med at tage medicin i januar i år, er det dog gået helt galt. Han trækker sig fra dig og mener ikke, du kan være tjent med ham. Det er kun få symptomer du nævner, men alligevel lyder det meget, som om han har nogle depressive perioder, hvor han har det rigtig svært. Når man som depressiv isolerer sig og får tanker om, at man ikke er noget værd for ens nærmeste, så tyder det på en svær depression.

Jeg tror derfor fortsat han har brug for medicin mod depression, men der er mange typer medicin, så det er vigtigt at få den behandling, der giver bedst virkning og mindst bivirkninger. Måske har han også brug for noget stemningsstabiliserende medicin, men det kræver en nærmere undersøgelse at finde frem til dette. Sideløbende med den medicinske behandling er det også vigtigt, at han under samtaler får arbejdet med strategier til at håndtere sin hverdag bedst muligt. – Du skriver, at han er under lægelig behandling, såfremt det ikke er en speciallæge i psykiatri, så ville det måske være en ide med en vurdering ved en speciallæge.

Du spørger om du skal stoppe kontakten. Det skal du ikke, når du gerne vil gøre det bedste for ham. Han har blot svært ved at se, hvad der er bedst for ham. Som du skriver, så ”kunne han slet ikke forklare, hvad der var galt”. Når man er depressiv, så er det ens tanker, der er formørkede, og man ser alt gennem disse ”briller”. Fortæl ham, at han får det bedre igen med den rette behandling, hav hyppig kontakt på forskellig måde med ham, men vær opmærksom på, at man hurtig bliver overvældet af mange ord, hvis man er deprimeret. Det kan være medvirkende til at man trækker sig. – Måske skal du blot nogle gange være stille sammen med ham lytte til musik, strikke eller lignende. God mad i små portioner kan også være en god mulighed for kontakt, da appetitten ofte er mindre, når man er deprimeret.

Jeg håber ovennævnte kan hjælpe både ham og dig lidt på vej.

Med venlig hilsen

Inge Munk Møller
Speciallæge i psykiatri


Min bror har vrangforestillinger og fylder det hele

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære brevkasse

Jeg skriver til jer på min families vegne, angående min bror på 36.
Han er nu for 3 gang blevet indlagt på psykiatrisk afdeling, med paranoid skizofreni. Det er lidt som om vi aldrig rigtig får svar på hvad vi som pårørende skal stille op. Vi føler os magtesløse, alt vi vil er at støtte ham, men for søren hvor er det hårdt og stå uden redskaber.

Sandheden:

Min bror blev skilt for 1 års tid siden, hvor hans kone forlod ham, pga hun ikke kunne klare mere.

Sammen har de 2 dejlige drenge. Som vi også er bekymret for. Han er der ikke for dem, kontakter dem ikke rigtig, det eneste der er i min brors hoved er hans sygdom og arbejde, som han siger er det vigtigste, dog er han ikke i stand til at passe sit arbejde. Drengene er utrolig kede af det, de mangler deres far og græder meget inden sengetid.

Sandheden i min brors hoved, og det vi som pårørende oplever:

I min brors hoved, blev han skilt, fordi hun var utro.

Han føler sig forfulgt. Han siger det er rockere som højst sandsynligt er efter ham, og han er overbevist om at hans gamle svigerfar har sørget for det hele.
Min bror kører 3 timer for tidligt på job, for at køre ned af alle veje, for at tjekke om “de” er der. Samme tid kører han 3 timer før fra job, for at narre dem. Han tror at de alle sammen er ansat af hans gamle svigerfar, til at få ham slået ihjel.
For en uge siden ringede han til mig kl. 23 om aftenen, han ville gerne have jeg kom og sov der, han var meget bange.

Om natten hvor vi sad og snakkede prøvede han at overbevise mig om at vi blev aflyttet, jeg kunne se alvoren i hans øjne. Jeg blev faktisk utryg og halv bange for ham. Da jeg lå og sov, vækkede han mig og hviskede,  “Bare rolig der sker ikke noget, du kan ringe 112 hvis de kommer ” det var så uhyggeligt at opleve min bror så bange og sikker på at nu skulle han dø.
Alt i alt.. der er meget mere end dette, jeg kunne skrive for evigt. . Men alt dette er hans fantasi. Han er så bange, han bliver sur og frustreret på os, hvis vi ikke tror på ham. Mine forældre er helt kørt ud for energi. Han snakker konstant om ham selv og alle de ting der sker, som vi godt ved ikke er sandt.
Han sidder og glor ud af vinduet sådan rigtig panisk, hver gang der går et menneske forbi huset

Alle kan ikke klare mere, vi er trætte i hovedet.
Mit spørgsmål er… hvordan passer vi på os selv? Hvordan støtter vi ham, uden at han tror, at vi tror på hans usandheder.. ? Hvordan håndterer vi hans små øjeblikke hvor det tager overhånd. Jeg har 400 spørgsmål. Men tænker du/i noget som ville være godt for os at vide, eller nogle råd vi måske kan bruge ?

Vi er på bar bund. Lige pt er det hele så vildt, at ingen orker at få professionel hjælp, vi orker simpelthen ikke at tale mere om det i denne tid. Han fylder det hele.

Ud over alt dette er min bror en dejlig mand, med humor. Pænt klædt og nyvasket, udover at han går i bad i opvaskemiddel..
Han køber ikke rigtig noget mad, han sidder bare i sin mørke lejlighed og drikker kaffe og ryger cigaretter. Min bror er klar over at han er syg, men hans vrangforestillinger tager overhånd hele tiden.

Beklager det lange brev, det er sikkert utrolig rodet. Jeg håber det bare giver lidt mening, det er svært at forklare alt det som sker, med alle de tanker i hovedet.

Jeg håber i har lyst til at hjælpe os.. vi har virkelig brug for jeres råd.. da vi alle er på grænsen til at give op.

Med venlig hilsen
Den bekymret lillesøster og datter…
(forkortet af red.)


Svar

Kære bekymrede lillesøster og datter

Jeg forstår virkelig din bekymring. Din bror er meget syg og han har brug for behandling. Du skriver at han er indlagt for 3. gang med paranoid skizofreni. Mon han vil modtage behandling, når han er indlagt, og siden når han er udskrevet?

Ud fra det du beskriver, virker han meget ubehandlet med sine mange psykotiske forestillinger, som han selv oplever som reelle. Du skriver ikke noget om, hvorvidt han bliver fulgt ambulant eller af et udgående team fra psykiatrien, det ville være et naturligt tilbud til en psykisk syg, der har det så dårligt. Du skriver, at du og I som pårørende har utallige spørgsmål, men lige nu orker I ikke at få professionel hjælp. Jeg ved ikke hvilken hjælp I tidligere er blevet tilbudt, men ud fra det du skriver, ser jeg, at I trænger meget hårdt til støtte og hjælp som familie. I har bl.a. brug for at der er andre, der tager mere ansvar i forhold til din bror, så I som familie bliver aflastet. Mange steder i landet er der særlige tilbud om undervisning og anden støtte til pårørende til patienter med skizofreni. Jeg ved ikke om det gør sig gældende, hvor I bor. Psykiatrifonden arrangerer også mange undervisningstilbud, som er gode, når man har overskud til at deltage heri.

Lige nu har I brug for et målrettet tilbud, hvor I kan få hjælp til at klare de vanskelige vilkår, som det giver at have et familiemedlem med en svær psykisk sygdom. I skal have nogen der vil besvar de mange spørgsmål, og I skal have hjælp til at kende jeres grænser for, hvor meget I skal yde. Som du beskriver det yder I langt mere end rimeligt er. I skal vide, hvem I kan kontakte, både når I har brug for hjælp i hverdagen, og når I har brug for akut hjælp. Nogle steder er der et akut team, der rykker ud, men mange steder er det egen læge eller vagtlægen, som skal kontaktes.

Angsten og de psykotiske forestillinger fylder rigtig meget hos din bror, det er dog godt at høre at han også har humor, men trist at han ofte blot sidder i en mørk lejlighed formentlig helt opslugt af angst på grund af sine forestillinger.

Jeg håber han under denne indlæggelse kommer ind i et godt forløb, hvor han vil modtage behandling mod sin psykose også efter udskrivelsen. Jeg håber også, at man fra psykiatrisk afdeling hjælper med til, at han får den støtte i hverdagen, som han har brug for, så I som familie bliver mere aflastet. Det vil være til gavn både for ham og for hele din familie.

Har du supplerende spørgsmål vil du kunne finde min mailadresse på min hjemmeside.

Med venlig hilsen

Inge Munk Møller
Speciallæge i psykiatri