Category At have en psykisk lidelse

Angst og gudsforladthed

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære Psyk-tro panelet

Jeg er en kvinde midt i 60´erne, der siden 2002 med jævne mellemrum, har været indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger.
Jeg har fået diagnosen: skizoaffektiv/ skizofreni paranoia. Jeg er i medicinsk  behandling. Min psykiater er forholdsvis god til at medicinere mig, men giver ikke noget særligt af samtaleværdi.

Jeg var/er personlig kristen. Jeg har svært ved at tro at Gud ikke har forladt mig.
Min bibellæsning bliver ofte de rene anklageskrifter.
Mit forhold til andre mennesker er tit præget af angst, idet jeg tager deres udsagn, som noget der kan bruges imod mig. Når samtalen fx drejer sig om sygdom eller ulykker, rammer det mig som om det vil ramme mig, selv om det ikke har noget med mig at gøre, føler jeg at de siger det med vilje for at ramme mig.


Svar

Kære brevskriver.

Det indblik du giver i brevet fortæller om en dobbelt smerte:
Først følelsen af angst, og dernæst følelsen af gudsforladthed.
To følelser som går hånd i hånd, og så kommer følelsen af håbløshed til og slår følge med de andre to. Det er smertefuldt, og håbløsheden giver en følelse af, at det aldrig bliver bedre.

Men følelser er ikke virkelighed, men oplevelser.
Diagnosen fortæller noget om overfølsomhed i forhold til en almentilstand, og med den opstår ofte overtolkninger.

Samtaler kan opleves som angreb, som man er nødt til at forsvare sig imod.
Men i virkeligheden er problemet en forventning om angreb. Derfor søger du kun efter risiko for angreb, for det kan du bruge i din oplevelse. Du ser ikke chancen for en god samtale i virkeligheden. Det er angsten, som fremkalder dette, og det har intet med gudsforladthed at gøre.

Dette liv indeholder risici for sygdom og ulykker. Det er alles vilkår. Derfor greb Gud ind og gav løfter om hjælp til mennesker i trængsler og smerter. Èt af disse mennesker skriver:

Fader, når mit hjerte er tomt
og håbet og troen
trækker sig væk fra mig
vil jeg alligevel komme til dig
med mit fortvivlede råb.
(Charles Ringma)

Jesus har ikke vist nogen væk, ikke engang israelitterne under den smertefulde ørkenvandring:
”- Herren hørte vores røst og så vores lidelse, møje og undertrykkelse.
Da førte Herren os ud af Egypten med stærk hånd og løftet arm –”

(5 Mos. 26:7b-8a)

Herren er den samme nu
Måske kan du bruge psykiateren til at lære dig at møde din egen diagnose og derved håndtere virkeligheden bedre.

Psyk-tro-linien er hver aften åben for alle, som ønsker en samtale med et medmenneske, som ønsker at støtte og forstå.

Med venlig hilsen

Bent Jørgensen
Psykolog, Psyktro-brevkassen


Svaghed og styrke

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg er en kvinde på 51 år og har taget imod Jesus Kristus som min personlige frelser for 30 år siden. Jeg havde nogle psykiske problemer. Jeg og min mand har været gift i 26 år (får begge førtidspension) og har tre store døtre. Men jeg har problemer i mit kristenliv som også påvirker mit ægteskab, min rolle som hustru og mor.

Ofte føler jeg mig isoleret fra andre kristne, selv om jeg prøver at komme sammen med nogen i den kirke vi kommer i. Har mange modløse og triste tanker, der har fyldt en del, såsom mindreværdsfølelser og fordømmelse over at have det sådan, selv om jeg burde være kommet længere. Føler mange gange at Gud har forladt mig og jeg selv har svært ved at bevare troen og håbet. Er kommet ind i passivitet og en ligegyldighedsfølelse og frygt for fremtiden, der lammer mig.

Gennem venner i kirken har jeg kontaktet en som er under uddannelse til psykolog, men hun siger jeg skal snakke med min læge, som skal henvise mig til en mere erfaren psykolog, men jeg har det yderst dårligt med, hvis jeg skal til at have antidepressiv medicin, da min mand og nogle af vores familie har fået det, da jeg har set hvor vanedannende det er, og man også kan tage på af det. Jeg er også bekymret for, at lægen og en ikke kristen psykolog ikke vil kunne forstå det her med troen og indre lægedom fra Gud. Har virkelig bedt Gud om hjælp til at holde fast ved ham og af hjertet gøre hans vilje. Når jeg har læst Guds ord, føles det som anklage og tør teori for mig, og det bliver ligesom ikke liv. Har tit fået af vide, jeg lever i noget lovtrældom og religiøsitet, og kan ikke finde hvilen i frelsen. Dette har gjort mig så fortvivlet og usikker i mange ting og modløs. Har bedt Gud om han vil åbne mit hjertes øje og fjerne det slør, der har lagt sig som en dyne over mit sind, og det gør mig tit ked af det. Håber der må være håb for mig og Gud må tænde troen og håbet i mit hjerte.
(forkortet af red.)


Svar

Kære brevskriver.

Uden at kende din baggrund kan jeg se, at du har det svært, og at det også går ud over dine omgivelser. Du er ked af det. Du kan ikke få dit forhold til Gud til at hænge sammen. Du føler dig skuffet.

Du vil gerne være herre over din egen tilstand og sprede glæde. Men for at kunne lede sig selv, må man indse, at svaghed og styrke ikke er hinandens modsætninger. Virkelig styrke forudsætter bevidsthed om svaghed. Denne bevidsthed har du.
At være herre over eget liv, at tage ansvar på kristen grund, betyder også at bede Gud tage over, så Han opretter et forhold som hænger sammen.

Det var derfor Jesus kom: Han genoprettede det tabte forhold ved sig selv. Han oprettede det fuldbragte forhold.
Nu kan du begynde at veje for og imod at tage noget medicin som lægen kan anbefale, eller tage nogle samtaler med en person, som du kan have tillid til. Der findes bl.a. en forening af kristne psykologer i Danmark.

Din indre uro gør dig ked af det og det bør lindres.
Det koster for meget livskvalitet for dig og din omgivelse ikke at gøre noget ved det.

Det nytter ikke at bede Gud om mad hvis vi ikke vil spise. Ligesådan må vi søge og tage imod den hjælp som findes.
Brug Guds ord regelmæssigt under tak og bøn. Det var Jesu fornedrelse som løftede os op, ikke vor præstation eller tro.
Dit kristenliv er ingen præstation, men fællesskab med Gud gennem de vilkår vi lever under. Altså ikke uden om livets vilkår. Han forbliver vejen, sandheden og livet for dig i din søgen efter hjælp som lindrer. På den måde viser du også ansvar og går i den rigtige retning.

Med venlig hilsen

Bent Jørgensen
Psykolog, Psyktro-brevkassen


At være kristen og rumme lyst til at gøre ondt

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej.

Jeg lider af en vedvarende hashpsykose/skizofreni lignede tilstand. Samt en hæftig dødsangst.

Jeg har tidligere været troende, men tabte troen henad vejen. Nu er jeg blevet næsten 26 år, og jeg blev psykisk ramt som 18 årig.

Jeg bruger megen tid hver dag på at granske over verden og livet. Såsom hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Hvordan skal jeg være i sindet for at være bedst i retfærdighedens øjne, alt sådan noget.

Jeg finder meget spændende ved biblen og de kloge ord man kan finde. Og den rummer mange visdomsord i emnerne trøst og sorg.

Mit problem er: At jeg ønsker at være kristen og prøve at leve et liv Gud finder værdigt. Jeg kan lide tanken og ideen om det. MEN.

Jeg har et ualmindeligt stort had til mange forskellige ting. Jeg har en vitterlig lyst til at ødelægge og gøre folk fortræd jeg ikke bryder mig om. Og det er ikke ting der stammer fra psykiske tanker eller sygdom. Det er regulært HAD. Og det fylder mere og mere.

Jeg bruger Guds retfærdighed, til at lade være. Og tænker nej det går ikke, det er ikke Guds ide etc. Men det plager mig stadig. Fordi det ændrer ikke at jeg har lyst. Så det er ikke min egen frelse og tankegang der holder mig fra at gøre det her ting, det er kun frygten for efterlivet og tanken om at der må være en almægtig Gud.

Men i biblen står der jo, at hvis man tænker ting så er det ligeså slemt som at gøre det. Men hvordan skal jeg så gøre i min situation. Jeg har lysten og tankerne, men udelukkende fordi jeg håber ved ikke om tror på der er en retfærdighed alfader der ved bedre end alt og alle. Vil gerne leve som han befaler, men det fjerner ikke min personlige lyst til at gøre ting mod folk jeg hader. Hvad gør man?

Svar

Kære Tvivler

Du skriver at du har en vedvarende hashpsykose/en skizofrenilignende tilstand og en heftig dødsangst. Det betyder for mig, at du sikkert ofte er meget forpint. Det er svære lidelser du nævner og jeg håber du har fået tilbudt en god behandling både med samtaler, den støtte i hverdagen du har brug for og den medicin, der kan hjælpe dig bedst i forhold til angsten og den psykotiske tilstand. Jeg håber således, du har nogen nærpå dig, som du kan tale med om disse tanker, så du ikke er alene med dem.
Du skriver, at du ønsker at være en kristen og prøve at leve et liv, Gud finder værdigt. Samtidig oplever du et had til mange ting og lyst til at gør fortræd. Det er godt at du læser i Biblen, men også her er det meget vigtigt at tale med andre om det du læser, så du forstår det rigtigt.

Det er rigtigt, at vi har fået De ti Bud, og det er vigtigt, når vi skal handle overfor andre mennesker. Det er også rigtigt at Jesus har sagt, at den der bliver vred på sin bror også slår noget ihjel, måske tilliden og glæden. – Det er dog meget vigtigt at det er overfor Gud og ikke overfor mennesker at tanker og handlinger vejer lige tungt. – Det er for, at vi skal se, at frelsen ikke afhænger af vores gerninger, men alene handler om at tro på Jesus som vores frelser. I Johannes evangeliet kap. 3.vers 16 kan vi læse det vi kalder ”den lille Bibel”: For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Her er det væsentlige i kristentroen sammenfattet i et vers.

Det lyder dog for mig, som om du er særlig plaget af lyst til at ødelægge, og du fortæller om et had der fylder mere og mere. Såfremt det er tvangstanker, så vil man ikke handle på det, men derfor kan man godt være meget forpint af tankerne. Din store angst tyder på at du er bange for at komme til at handle på dine tanker. – Det er muligt at få hjælp både gennem samtaleterapi, og medicin til at håndtere tankerne, så angsten bliver mindre, jeg håber du har eller kan få kontakt med nogen der kan tilbyde dig dette.

Der er en almægtig Gud, som du skriver, han har givet os hinanden for, at vi skal hjælpe hinanden. Jeg vil derfor meget anbefale dig at finde nogen, som du kan tale med, både så du får den hjælp, du har brug for til dine svære tanker og din angst, og så du får hjælp til at finde ind i kristentroen igen på en måde, der kan give dig tryghed og ikke angst.

Med venlig hilsen

Inge Munk Møller
Speciallæge i psykiatri


Kæmper med dårlig samvittighed

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære Brevkasse

Jeg kæmper rigtig meget med dårlig samvittighed og ved ikke hvordan jeg skal slippe af med den.

Jeg har skizofreni og er i den forbindelse ofte indlagt. Og det er rigtig hårdt for min familie. Jeg er gift og har en stor og dejlig familie og svigerfamilie som er rigtig gode til at hjælpe mig. Men jeg føler at jeg svigter dem ved at være syg og ikke kunne bidrage med noget og altid er den der har brug for hjælp og aldrig er den der hjælper.

Jeg har også utrolig dårlig samvittighed over for Gud, for jeg orker ikke at bede og læse i min Bibel.

Håber I kan give en eller anden form for svar.

Venlig hilsen M


Svar

Kære M!

Tak for din mail.

Det allerførste jeg har lyst til at svare er, at jeg synes du skal skifte ordene “dårlig samvittighed” ud med ordet “sorg” eller måske “ked af det”.
Dårlig samvittighed synes jeg nemlig kun man skal have, når man har valgt at gøre noget forkert, og du har aldrig nogensinde valgt at være syg. Derimod er det så forståeligt og også vigtigt, at du har lov at sørge over, at du er ramt af sygdom, og det giver dig en plads i familien, som ikke altid er rar: som den, der mest modtager. Det værste ved at være fattig er måske, at man ikke kan give noget særligt til andre, og det værste ved at være hjælpeløs for kortere eller længere tid er måske, at man ikke formår at hjælpe, som man jo så gerne ville.

Hvis du prøver at erstatte “dårlig samvittighed” med “sorg” er det måske lettere for dig at øse den ud til Gud (selvom du ikke beder så meget) og sige rent ud, hvor svært det er – for du kan jo ikke rette op på din rolle, som det er lige nu. Og måske det over tid vil lindre sorgen.

At modtage
Det er svært at være den modtagende i en stor familie, men det er også heldigt, at de​ er der​, for hver lille omsorgs-handling kan bidrage til, at det på den ene eller den anden måde tipper i den rigtige retning for dig. Og med den smerte du har båret ved at få sygdommen skizofreni er der brug for mange gode ting for at give dig kræfter til livet – også efter at du forhåbentlig er blevet rask eller har fået det bedre. Sig tak til dem, når de gør noget for dig, hvis du orker det.

De er nemlig i gang med at gøre det, som måske trods alt kan give lidelsen en lille mening i vores verden – nemlig at når vi giver uden at forvente noget til gengæld – så gør vi som Jesus gjorde. Engang sagde Paulus det sådan her: “Nu glæder jeg mig over det, jeg må lide for jer; og hvad der mangler af Kristi trængsler, udfylder jeg med min egen krop for hans legeme, som er kirken.” (Kolossenserbrevet)

Guds familie er langt større end din, så måske han har tanker om, at du i fortiden eller fremtiden giver eller har givet en særlig hjælp, som svarer til den hjælp, du nu får af andre.

Over for Gud er der nu ikke noget regnskab af den slags, hverken når det gælder hjælp eller bøn og bibel. Det blev afsluttet langfredag og påskemorgen, og måske kan du tænke på det, når samvittigheden eller sorgen piner dig. Du har også lov at længes efter og håbe på, at det engang bliver anderledes, fordi vi på en eller anden måde ved, at der er så meget godt at hente hos Gud. Men husk, at selvom du ikke lige nu kan hente det, så kan du godt eje det.

Jeg vil slutte med et citat af Dietrich Bonhoeffer, som var godt kendt med både lidelsen og vores gode Gud: “Selvfølgelig er det ikke sådan, at Gud har brug for vores bønner, men gennem bønnen kan de, der tror på Gud, få del i den himmelske skat, de beder om.”

Kan du ikke bruge svaret, er du velkommen til at vende tilbage.

Mange kærlige hilsener og god bedring

Hanne Poulsen
Pædagog


Tvivl og underskud – hvad gør jeg?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej psyktro

Jeg er kristen og kommer fra en kristen familie, så det med at tro ligger mig meget nær.
Jeg kæmper selv med nogle psykiske ting (ADHD), hvor det går meget langsomt med behandling lige for tiden – men der er noget i gang.

Men en anden ting, som er virkelig frustrerende, er, når jeg kommer til at tvivle. Kommer til at tvivle på om Gud findes og om man kan stole på det, der står i Bibelen – blandt andet. Det er virkelig svært at forholde mig til dette, da der i forvejen ikke er meget energi at tage af. Jeg hører ofte at man skal forholde sig til sin tvivl, gøre noget ved den og ikke bare lade den vokse sig stor og tage modet og troen fra en. Dermed tænker jeg, at jeg virkelig skal gøre alt for at komme denne tvivl til livs – men det kan jeg ikke, jo i en tid, fordi når jeg støder på noget, jeg ikke forstår, eller som er svært at tro på, vil jeg gerne finde svar og grundlag for dette – men jeg kører så hurtig træt, – og så disse tanker med at man ikke bare må lade tvivlen stå – det gør at jeg stresser over det, fordi hvad skal jeg gøre, når jeg ikke har energien til det? Er jeg stadig frelst, hvis nu Jesus kommer igen, mens jeg tvivler. Mit hoved bliver så fyldt, og det hele kører bare rundt at det ikke er til at hitte rede i.. Jeg kan bede til Gud og ligge tvivlen over til ham – men uroen fylder stadig videre.

Til tider føles min tro så lille og ligegyldig – og her ved jeg også bare (eller har hørt) at ligegyldighed er noget af det værste, man kan føle – og så panikker jeg jo bare endnu mere. Og jeg synes bare, det er så træls at have at have det sådan her – for mit hoved bliver bare så træt. Jeg vil næsten hellere have at alt andet ramler – bare ikke min tro, for det er den grundsten, jeg bygger mit liv på – der jeg finder håb, når det ellers er svært.

Jeg har snakket med forskellige personer om det, men det ler svært for dem at vejlede – især fordi de ikke rigtig ved, hvordan det er at tvivle, og ikke have energien til at tage sig af tvivlen. Håber i kan hjælpe mig.

Mvh .


Svar

Kære spørger

Tak for dit brev. Godt du tog dig tid. Nu håber jeg, at jeg har forstået det så godt, at jeg kan hjælpe lidt.

Jeg vil prøve at komme omkring fire punkter fra dit brev: Tvivl, ligegyldighed, energi og grundsten.

Tvivl
Godt du nævner det. Jeg tror, at tvivl rammer de fleste kristne. For vi fatter ikke Gud, og det vi ikke kan få styr på, det nager. Jeg kender også til det der sug i maven, når jeg tænker: Gisp! Hvad nu hvis det slet ikke er sandt? Jeg kan ikke tro, som jeg gerne vil, men jeg har erfaret, at jeg er blevet mere sikker med årene. Derfor tænker jeg, at du godt må sige: Jeg har noget tvivl, men jeg håber, det retter sig. Selvom usikkerheden bliver der, når du har bedt, vil den måske skrumpe en anelse for hver gang. Du skriver, at du ofte hører, at man skal forholde sig til sin tvivl. Jeg tror, du skal høre mere af, at du må komme til Jesus med alt. En idé: Prøv at bruge dagens vandring på el-camino.dk. Der er nogen andre, der har bestemt, hvad du skal høre fra bibelen lige netop i dag, og du bliver guidet igennem en kort andagt og får også serveret en bøn, du kan bede. Så får du lidt fri fra dine egne tanker, og du kan sige til dig selv, at nu har du søgt Gud i dag.

Ligegyldighed
 Ja, at være ligeglad med Gud er ikke godt, og det bliver man flov over at opdage hos sig selv.  Jesus vil tilgive dig, at din tro er uperfekt, ligegyldig og lille, og hvis du ønsker at være med, når han kommer igen, så har du helt samme ønske som ham. Men jeg tror, at du måske er mere træt end ligeglad. Kunne du prøve at kalde det træthed og hvile lidt, når du føler ligegyldighed?

Energi
Jeg kan godt forstå, at det kan knibe med energien. Lige præcis når det gælder troen, var det meningen, at du skal bruge mindre energi end ellers: 1. Du skal ikke bruge krudt på at blive forstået, for Jesus ved, hvordan du har det. 2. Du skal ikke kæmpe for at lykkes i forhold til ham. Han vil sørge for, at du vokser som kristen, usynligt, men virkeligt. Der er noget i gang, som du også skriver om din ADHD-behandling.

Grundsten
På en måde svarer du selv på dit brev. Nu har du luftet det, der er svært, for det er det. Men troen er den grundsten, du bygger dit liv på, og som giver dig håb, når det er svært. Tvivl og ligegyldighed kan komme til at ligge hen over troen som mos og skidt på en sten. Så er det godt at lufte det over for Gud og andre, og det gør du allerede.  Måske kan du hvile lidt mere og lukke andre tanker ind (som at følge dagens vandring på el-camino.dk) og måske spørge, om de vil bede for dig. Det kan du gøre ved at ringe til psyktro-linjen (24803022) engang imellem. Der er åbent fra 19-22 hver aften, og man behøver ikke endevende hele sin situation for at få bedt en bøn. På den måde kommer der lidt friske tanker ind.

Gud har selv skabt dig, og han ved, du har ADHD, og så har man ikke energi til så meget som man selv og andre tror. Det ved han, og det forstår han. Godt, du er ærlig om det. Jeg håber, du med tiden mærker mere af det, at troen er din grundsten, når alt andet er svært.

Kærlig hilsen

Hanne Poulsen
pædagog