Category Kristenlivet – Tro og tvivl

Bange for at lave fejl

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg studerer og skulle efter planen være færdig om kort tid. Det er dog ikke muligt, da jeg i min sidste praktik blev så usikker og så angst for at lave fejl, at jeg ikke kunne komme afsted. Hvis jeg kom afsted, kæmpede jeg med at være nærværende og havde ofte en følelse af at være ude af min krop eller låst fast inde i mit hoved.

Jeg havde haft det ret mørkt et halvt år inden min praktik start, men her faldt det bare helt sammen. Jeg blev så sygemeldt med angst og depression.

Jeg har altid været meget overbekymret og ængstelig, men jeg blev tit opmuntret af de mange oplevelser af, at Gud gang på gang gik foran mig og fyldte mig med Hans styrke, visdom, kærlighed og mod, når jeg følte mig overvældet. Jeg følte Gud gav mig endeløs kærlighed til at hjælpe mennesker.

Men her efter min sygemelding kan jeg slet ikke genkende mig selv. Jeg kan slet ikke finde kærligheden og modet til at skulle hjælpe andre. Det er som om jeg har mistet en nådegave af omsorg for andre.
Det føles så meningsløst at skulle blive ved og ved og ved og ved og hele tiden kæmpe mig igennem en hverdag med ængstelige tanker.
Når jeg tænker tilbage på livet, inden jeg blev sygemeldt, kan jeg ikke se, hvordan jeg kom igennem det, og jeg har slet ikke lyst til at få det bedre, hvis det er tilbage til, hvordan jeg havde det dengang.

Jeg får hjælp af en rigtig god psykolog, men jeg føler mig så fortabt. Jeg tør ikke bede Gud om, at jeg får det bedre, for jeg kan ikke overskue at skulle sætte min lid til Ham. Og jeg er bange for mistilliden modarbejder terapien hos psykologen.

Gud lover jo ikke, at det er let at være kristen, eller at vi undgår ondskab eller ulykker. Samtidig er vi mennesker, der kan begå fejl uden hensigt om at gøre ondt.

Jeg ved, at Gud stadig er med mig, hvis jeg begår en fejl – men jeg er bare allerede fyldt med så dårlig samvittighed og frygt over alt det, der kan ske ved min tilstedeværelse.
Men samtidig føles verden dog endnu mere håbløs og meningsløs uden Gud.


Svar

Kære Brevskriver

Tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du går videre med dit spørgsmål, også i en situation, hvor alt er tungt og svært.

Når jeg læser dit brev, så virker det som om, du er midt i en svær depression. I den tilstand er det svært at overskue både nutiden og fremtiden. – Du skriver, at du får god hjælp af en psykolog. Det er en god ting. Jeg vil dog samtidig spørge, om du er blevet udredt grundigt? Har du talt med din læge om det? Både depression og angst kan have mange årsager?

Lige nu sidder du et sted, som jeg læser det, hvor alt er meget mørkt. – Du oplever det hele meningsløst, kæmper med angst og usikkerhed, skyldfølelse, har mistet modet og tilliden til Gud, og kan ikke finde kærligheden. Det er alt sammen symptomer på svær depression. Måske føler du dig også kold og tom?-
Jeg er glad for, at du trods din situation er klar over, at Gud stadig er med dig. Det er nemlig rigtigt.

Når jeg som psykiater har siddet overfor kristne, der har været svært deprimerede, som oplevede det hele håbløst og hverken havde overskud til at læse i Biblen eller at bede. Så har jeg flere gange læst salmen: ”På nåden i Guds Hjerte ”, sammen med dem. – Her kan du læse, at vi må bygge på nåden i Guds hjerte, og det gælder også, når jeg føler mig ”kold og tom”.
Du skriver om håbløshed. Under en depression kan man komme til at opleve alting så håbløst og meningsløst, at man ikke ønsker at leve mere. – Hvis du også kender til dette, er det meget nødvendigt, at du taler med din psykolog eller din læge om det, så du får den rette hjælp her og nu.

Lige nu har du svært ved at se, hvordan du skal få det godt igen, og det giver stor ængstelse for fremtiden. Med den rette behandling er jeg sikker på, at du får det godt igen. Det siger jeg på baggrund af mange års erfaring.
Lige nu magter du ikke at yde omsorg, men har selv stor brug for omsorg. Det håber jeg, der er nogen omkring dig, der kan give. Jeg håber også, der er nogen omkring dig, der kan være med til at bede for dig. – Når du er blevet rask, vil du opdage, at du igen har overskud til at give omsorg, til dem, der trænger til det.
Gud er stadig med dig og har øje for dig. Du må vide, at du er i Herrens hænder, også når du ikke føler det.

Jeg håber du snart må opleve, at det lysner igen og du igen kan se fremtiden i møde. Jeg håber også snart den dybe tvivl og anfægtelse, du er i må forsvinde. og du igen må opleve tilliden til Gud. Har du brug for at tale direkte med mig, så er du velkommen til at ringe mig op.

Med venlig hilsen

Inge Munk Møller

Speciallæge i psykiatri

 


Selvtillid vs. give Gud æren

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Jeg vil rigtig gerne styrke min egen selvtillid og tro på mig selv og tænker også, at det starter i det små ved at klappe mig selv på skulderen, når noget går godt.
Men jeg vil heller ikke tage æren fra Gud – altså give Gud æren i stedet for selv at tage den og sige, at man er sej og stærk…

Men hvor ligger balancen i det? For jeg vil gerne selv give mig styrke og tro på mig selv, men jeg vil også have tillid til Gud og se ham i det… Og det samme med det her, at jeg ikke vil have at mine tanker styrer mig, men at det er mig, der bestemmer om jeg kan klare det… Men jeg vil ikke bestemme over Gud.

Håber det giver mening.

Mvh.


Svar

Kære spørger!

Gud har skabt dig præcis, som han vil have dig, og han elsker dig præcis, som du er.
Det er forkert, når du tænker ringe om dig selv, for så tænker du i virkeligheden ringe om Gud.
Men for at bryde din egen tankerække om dig selv må du begynde med at få dine tanker om Gud på plads.

Tænker du ret om Gud, vil du også komme til at tænke ret om dig selv.
Du tænker måske, når det står allerværst til, at du ikke dur til noget, men Gud vil gøre dig duelig, netop der hvor du er i livet.

Men det begynder med det billede, du har af Gud.
Er din Gud én der elsker dig, når det går godt, eller er din Gud én der elsker dig for sin egen skyld, fordi han vil dig, og fordi han har skabt dig.
Du må vide, at du er elsket, også når alt går i stykker.
Du må vide, at ringeagter du dig selv, glemmer du, hvem der er din skaber.
Du er et Guds barn, og det vejer langt tungere end dine evner og anlæg eller dine fejl og mangler.

Du bliver hele tiden præsenteret for de vellykkede, hvor det kun er den bedste, der når frem til målet, den stærke overlever og bliver tiljublet, det perfekte er idealet, men sådan går det ikke for sig i Guds rige.

Ved at stræbe efter det perfekte går det netop galt.
Præstationsangst kan let blive en følge af at ville være perfekt.
Et 12 tal er flot, men kan let ende med at blive noget destruktivt, når du kun er tilfreds med 12-taller.
Angsten forøges nemlig ved ikke at kunne leve op til egne og andres høje forventninger.
Efter den helt store præstation kan det kun gå ned ad bakke. Det sker for alle sportsfolk på et tidspunkt, men i Guds rige er det modsat, fordi Gud er den, der virker i os at ville og virke, for at hans gode vilje kan ske.
Han gør os duelige.
Han gør det oftest ved, at vi lærer af vore fejl.

Et godt liv er at leve ”skjult” uden hele tiden at skulle præstere.
Målet må være at være den, som Gud havde tænkt sig.
Du må vove at være dig selv,  sådan som Gud ser dig gemt og skjult i Kristi kærlighed.
Vover du at være den, du er i Kristus, er det ensbetydende med, at du stræber efter det rigtige og ikke det perfekte.

Det rigtige er ikke, at alting kører på skinner, men at Gud får hele æren.
Når det hele kører godt, så opstår trangen til at tage æren fra Gud, og det slipper vi ikke godt afsted med.
Stræber vi efter at opstille en statue over os selv, vil den snart blive væltet. Det er en åndelig faldlov i Guds rige.
Det gælder om at være blandt de mindste og blandt dem, der tjener, men det har vi svært ved at affinde os med.

Det er en befrielse at overlade æren til Gud. Det er at være stille for ham, som er i sin helligdom.
Vil du tabe i den daglige strid, skal du bare stræbe efter at være sej og stærk.
Det ender med, at du bliver flået, parteret og dissekreret, nej, som én har sagt: ”Det svage lams styrke er dets svaghed.”

Det kristne menneskesyn tror ikke på, at den stærkeste overlever.
Men er vi klar over, hvad det vil sige, at vi er skabt i Guds billede.
Det betyder, at vi er skabt i Guds øjeæble, dvs. at vi er skabt til at se Gud i øjnene, vi er skabt til kærlighedens fællesskab, skabt til kærlighed og til at leve i den afhængighed af Kristus, som giver os den sande styrke og identitet.

Selvhjulpenhed og egne kræfter hører den ikke-troende verden til.
Det sunde menneskeliv er at se ham i ”øjnene”, som har skabt os, og vende blikket og tankerne væk fra ens egne mangler og ens egen kommen til kort.
Du er god nok, men det indebærer, at du tager imod Guds tilgivelse for alt det, som ikke var godt nok.

Gud velsigne dig!

Kærlig hilsen

Johannes Jensen
Teolog


Underordnelse

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg er lidt usikker på, om dette er stedet at stille dette spørgsmål, men nu prøver jeg. I følge Bibelen skal jeg jo underordne mig min pastor, men jeg er forvirret, fordi jeg i min pastor ikke ser noget at underordne mig til. Han er, som jeg ser det, en svag leder, der går mere efter menneskers anderkendelse end anderkendelsen i Gud. Der er ingen formaning og retledning, som det jo må forventes af hyrden overfor fårene.

Jeg ved jeg skal bede for min pastor, men bør jeg overveje en anden kirke? I tilføjelse, så er kirker med stærke ledere i Danmark, nok ikke om hvert et gadehjørne.

Jeg er bange for, at underordner jeg mig en svag leder, så bliver jeg ledt i ring og kommer ingen vegne, så hvad skal jeg gøre?

Mvh.


Svar

Kære Brevskriver

Tak for dit spørgsmål. Det er en rigtig god anledning til at overveje emnet med hyrder i menigheden.

Jeg forstår Bibelen sådan, at vores virkelige hyrde er Jesus. Se Johannesevangeliet kapitel 10. Det er ham, vi skal underordne os, fordi hans vilje og plan med os er god. Han ser hver enkelt og vogter os på en god måde.
Så har han sat nogen til at være apostle og lærere og profeter og evangelister og hyrder og lærere med det formål: ”at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde.” Det står i Efeserbrevet, kapitel 4. Læs fra vers 10-13.

Det viser mig, at vi alle skal grave i Bibelen og alle har et ansvar for at søge troens skatte og bidrage med det, vi kan, for at vi i fællesskab vokser. For apostlene kom før pastorerne. Og du kan i hvert fald finde meget vejledning for dit liv i Bibelen. Det vil jeg opfordre dig til, hvis du ikke allerede gør det. Det kan have stor betydning for andre, at du lever efter det, du finder frem der.

Og ja, så kan der være en leder for en menighed, som man har svært ved at underordne sig. Men det mener jeg altså også kun man skal, hvis det han siger, svarer til Bibelen. Hvis man ikke rigtig har tillid til sin præst, er det en god ide at bede for ham og lytte sig ind på prædikener og se, om det er sandt nok til at handle på det. Det er måske ikke lige i den situation, man skal henvende sig til ham for at få råd i konkrete spørgsmål.

Det kan godt være, du skal skifte kirke, det må du jo overveje ud fra fordele og ulemper ved at gøre det.

En stærk leder kan være en, der er tydelig og klar, og som kan skabe en retning for mennesker og menighed. Man er også stærk, når man kan bære og støtte meget, så andre får kræfter til at gå i den rigtige retning. Man skal være opmærksom på, at en stærk person kan være fristet til at udnytte andre til egen fordel. Det er det, Jesus beskriver som en daglejer, som dybest set ikke vil risikere noget for fårene.

Jesus derimod gav sit liv for os.

I Ezekiels bog kapitel 34 er der en fantastisk beskrivelse af, hvordan Gud holder øje med de hyrder, han har givet opgaver for sit folk. Han tillader ikke, at de vogter hans flok dårligt. Men hvor stor hans tålmodighed er, hvor længe han vil vente med at gribe ind, ved vi aldrig på forhånd. Kapitlet her har ikke kun ord til hyrderne, men også til fårene. Alt er ikke hyrdens ansvar. Det er ikke i orden for et får at skubbe og gøre det svært for de andre at få det, de har brug for. Det har i hvert fald sagt noget til mig, selvfølgelig på den måde, at jeg bliver beklemt i min samvittighed, når jeg tænker på, at jeg ikke har skabt de bedste betingelser for andre; jeg bliver også rørt, når Gud beskriver sig selv som hyrde: ”De vildfarne vil jeg lede efter, de bortkomne vil jeg føre tilbage, de kvæstede vil jeg forbinde, de syge vil jeg styrke, de fede og stærke vil jeg passe på. Jeg vil vogte dem på den rette måde.”

God vind og kamp, når du arbejder videre med dette spørgsmål. Og tak for din inspiration.

Venlig hilsen

Hanne Poulsen
pædagog


Kærlighed og åndeligt selvmord

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

[Spørgsmålet er afkortet af redaktionen]

Jeg er fanget mellem Gud og ‘lysets engel’. Jeg ledes til at tro, jeg skal ofre mig for kærligheden. At jeg skal slippe den mand, jeg elsker. – Men prisen er, at jeg handler direkte imod Guds ord. Gud har ledt mig mod forsoning. Han talte til mig, i 2. Korintherbrev 8. Jesus viste mig, at vi er skilt af en forestillingsverden, misforståelser, som jeg måtte række igennem og tage min elskede i hånden.

Men da jeg endelig kunne, afviste manden forsoning.

Jeg har langsomt mistet min tro. Jeg mærker hverken Gud eller Jesus længere. I min åndelige krise er jeg røget længere og længere ud af kristus, og accepterede det i første omgang som afstraffelse for mine synder. Nu, hvor jeg brændende ønsker at søge Gud igen, at det ikke er Satan, der skal vinde, er tiden blevet en faktor. Jeg er landet så meget i tingenes verden, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal søge tilbage. Jeg ved, jeg må følge Guds ord.

Men det kræver, at jeg opsøger manden, fortæller sandheden og forsones. Og nu – en uge efter jeg ringede – ved jeg ikke, om jeg må lade ham gå. Han bad mig give slip, uden vi havde talt ud.

Jeg lader mig selv fortabe, fordi det falske lys leder mig til at tro, at det er det offer, jeg må give, for at den mand, jeg har elsket, kan reddes uden om mig. Men kan det være sådan? Jeg er så bange for at tage kontakt, fordi relationen er gået så skævt. Men hvis jeg ikke handler efter Gud, og forsoner i sandhedens navn, vil resten af mit liv bygge på denne usandhed. Og jeg vil aldrig komme ind i Kristi igen.

Den synd, jeg har begået, er en hån mod Jesus, frelsen og Guds rige. En hån mod troen.

Jeg falder dybere og dybere, for min egen hånd.

Fornægtelse af troen ender med at være sidste udvej – og der når jeg snart.

Hvordan bremser jeg mit fald?


Svar

Kære spørger

Tak for brevet, som viser et menneske, der er tynget af tankemylder og følelsestrængsel.

Tak også for overskriftens præcise formulering: Jeg er fanget mellem Gud og ”lysets engel”. Det viser et menneske under et stort pres, en uudholdelig, stresset situation.

Forhistorien skriver du ikke noget om, men bare om en forsoning, som viser sig umulig. Du beskriver heller ikke, hvilken slags kærlighed, der er i spil. Så du er velkommen til at skrive igen. Gud er ikke modstander af kærlighed, da han selv er
kærlighed.

På grund af tankemylder må svaret blive enkelt for at kunne håndteres og bruges i praktikken.

Derfor er udgangspunktet også 2 kor. 8 vers 5b: -de gav sig selv ved Guds vilje, først til Herren og så til os.

I det lys skal kærligheden aldrig ofres, men holdes fast af Ham, som er kærlighed.
Både når du tager og når du giver. Ud fra dette perspektiv omgås du dine nærmeste og dine medmennesker.

”Lysets engel”, altså det falske skin, giver kun et modlys, som blænder og gør blind.

Intet menneske kan redde et andet menneske; men du bør lægge din nød for din
næste over på Gud i forbøn og således lægge byrden over på ham, i stedet for selv at
slæbe rundt på de modsatrettede følelsestrængsler. Slip byrden og læg den over på
Ham, som kan bære både byrden og dig. Han har prøvet det før!

Du er reddet gennem Kristi forsoning til evigt liv. Du skal ikke straffes for det, som Kristus blev straffet for (Gal.3:13). Han vil også bære dig gennem konflikter, sorg og modgang her i livet; men han har ikke lovet, at du ikke skulle møde både konflikter, sorg eller modgang. Hans ord er hans garanti for hjælp og brug så hver dag bønnens gave.

Du ledes altså ikke viljesløst af stærkere kræfter, som river og flår i dig; men du må aktivt vælge hvilket lys, som skal lede dig. Det skal du sige højt med ord hver dag og således minde dig om, hvem du tilhører og går sammen med. Og her træder du ind på banen som aktiv deltager i dit eget liv! Du er færdig med at være tilskuer til, hvad andre finder på at gøre med dit liv.

Her er det godt med venner, som vælger det sande lys til den sunde kærlighed. Det kan også være godt med en terapeut, som selv kender til spændingsfeltet mellem sandt lys og det falske skin, og som altså kender forskel mellem kærlighed og simpel behovsreduktion.

Tag Guds ord og bønnens lommelygte og lys dig aktivt ind i fremtiden. Skriv gerne igen!

Med venlig hilsen

Bent Jørgensen
psykolog


Angst og gudsforladthed

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære Psyk-tro panelet

Jeg er en kvinde midt i 60´erne, der siden 2002 med jævne mellemrum, har været indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger.
Jeg har fået diagnosen: skizoaffektiv/ skizofreni paranoia. Jeg er i medicinsk  behandling. Min psykiater er forholdsvis god til at medicinere mig, men giver ikke noget særligt af samtaleværdi.

Jeg var/er personlig kristen. Jeg har svært ved at tro at Gud ikke har forladt mig.
Min bibellæsning bliver ofte de rene anklageskrifter.
Mit forhold til andre mennesker er tit præget af angst, idet jeg tager deres udsagn, som noget der kan bruges imod mig. Når samtalen fx drejer sig om sygdom eller ulykker, rammer det mig som om det vil ramme mig, selv om det ikke har noget med mig at gøre, føler jeg at de siger det med vilje for at ramme mig.


Svar

Kære brevskriver.

Det indblik du giver i brevet fortæller om en dobbelt smerte:
Først følelsen af angst, og dernæst følelsen af gudsforladthed.
To følelser som går hånd i hånd, og så kommer følelsen af håbløshed til og slår følge med de andre to. Det er smertefuldt, og håbløsheden giver en følelse af, at det aldrig bliver bedre.

Men følelser er ikke virkelighed, men oplevelser.
Diagnosen fortæller noget om overfølsomhed i forhold til en almentilstand, og med den opstår ofte overtolkninger.

Samtaler kan opleves som angreb, som man er nødt til at forsvare sig imod.
Men i virkeligheden er problemet en forventning om angreb. Derfor søger du kun efter risiko for angreb, for det kan du bruge i din oplevelse. Du ser ikke chancen for en god samtale i virkeligheden. Det er angsten, som fremkalder dette, og det har intet med gudsforladthed at gøre.

Dette liv indeholder risici for sygdom og ulykker. Det er alles vilkår. Derfor greb Gud ind og gav løfter om hjælp til mennesker i trængsler og smerter. Èt af disse mennesker skriver:

Fader, når mit hjerte er tomt
og håbet og troen
trækker sig væk fra mig
vil jeg alligevel komme til dig
med mit fortvivlede råb.
(Charles Ringma)

Jesus har ikke vist nogen væk, ikke engang israelitterne under den smertefulde ørkenvandring:
”- Herren hørte vores røst og så vores lidelse, møje og undertrykkelse.
Da førte Herren os ud af Egypten med stærk hånd og løftet arm –”

(5 Mos. 26:7b-8a)

Herren er den samme nu
Måske kan du bruge psykiateren til at lære dig at møde din egen diagnose og derved håndtere virkeligheden bedre.

Psyk-tro-linien er hver aften åben for alle, som ønsker en samtale med et medmenneske, som ønsker at støtte og forstå.

Med venlig hilsen

Bent Jørgensen
Psykolog, Psyktro-brevkassen


Svaghed og styrke

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg er en kvinde på 51 år og har taget imod Jesus Kristus som min personlige frelser for 30 år siden. Jeg havde nogle psykiske problemer. Jeg og min mand har været gift i 26 år (får begge førtidspension) og har tre store døtre. Men jeg har problemer i mit kristenliv som også påvirker mit ægteskab, min rolle som hustru og mor.

Ofte føler jeg mig isoleret fra andre kristne, selv om jeg prøver at komme sammen med nogen i den kirke vi kommer i. Har mange modløse og triste tanker, der har fyldt en del, såsom mindreværdsfølelser og fordømmelse over at have det sådan, selv om jeg burde være kommet længere. Føler mange gange at Gud har forladt mig og jeg selv har svært ved at bevare troen og håbet. Er kommet ind i passivitet og en ligegyldighedsfølelse og frygt for fremtiden, der lammer mig.

Gennem venner i kirken har jeg kontaktet en som er under uddannelse til psykolog, men hun siger jeg skal snakke med min læge, som skal henvise mig til en mere erfaren psykolog, men jeg har det yderst dårligt med, hvis jeg skal til at have antidepressiv medicin, da min mand og nogle af vores familie har fået det, da jeg har set hvor vanedannende det er, og man også kan tage på af det. Jeg er også bekymret for, at lægen og en ikke kristen psykolog ikke vil kunne forstå det her med troen og indre lægedom fra Gud. Har virkelig bedt Gud om hjælp til at holde fast ved ham og af hjertet gøre hans vilje. Når jeg har læst Guds ord, føles det som anklage og tør teori for mig, og det bliver ligesom ikke liv. Har tit fået af vide, jeg lever i noget lovtrældom og religiøsitet, og kan ikke finde hvilen i frelsen. Dette har gjort mig så fortvivlet og usikker i mange ting og modløs. Har bedt Gud om han vil åbne mit hjertes øje og fjerne det slør, der har lagt sig som en dyne over mit sind, og det gør mig tit ked af det. Håber der må være håb for mig og Gud må tænde troen og håbet i mit hjerte.
(forkortet af red.)


Svar

Kære brevskriver.

Uden at kende din baggrund kan jeg se, at du har det svært, og at det også går ud over dine omgivelser. Du er ked af det. Du kan ikke få dit forhold til Gud til at hænge sammen. Du føler dig skuffet.

Du vil gerne være herre over din egen tilstand og sprede glæde. Men for at kunne lede sig selv, må man indse, at svaghed og styrke ikke er hinandens modsætninger. Virkelig styrke forudsætter bevidsthed om svaghed. Denne bevidsthed har du.
At være herre over eget liv, at tage ansvar på kristen grund, betyder også at bede Gud tage over, så Han opretter et forhold som hænger sammen.

Det var derfor Jesus kom: Han genoprettede det tabte forhold ved sig selv. Han oprettede det fuldbragte forhold.
Nu kan du begynde at veje for og imod at tage noget medicin som lægen kan anbefale, eller tage nogle samtaler med en person, som du kan have tillid til. Der findes bl.a. en forening af kristne psykologer i Danmark.

Din indre uro gør dig ked af det og det bør lindres.
Det koster for meget livskvalitet for dig og din omgivelse ikke at gøre noget ved det.

Det nytter ikke at bede Gud om mad hvis vi ikke vil spise. Ligesådan må vi søge og tage imod den hjælp som findes.
Brug Guds ord regelmæssigt under tak og bøn. Det var Jesu fornedrelse som løftede os op, ikke vor præstation eller tro.
Dit kristenliv er ingen præstation, men fællesskab med Gud gennem de vilkår vi lever under. Altså ikke uden om livets vilkår. Han forbliver vejen, sandheden og livet for dig i din søgen efter hjælp som lindrer. På den måde viser du også ansvar og går i den rigtige retning.

Med venlig hilsen

Bent Jørgensen
Psykolog, Psyktro-brevkassen


At være kristen og rumme lyst til at gøre ondt

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej.

Jeg lider af en vedvarende hashpsykose/skizofreni lignede tilstand. Samt en hæftig dødsangst.

Jeg har tidligere været troende, men tabte troen henad vejen. Nu er jeg blevet næsten 26 år, og jeg blev psykisk ramt som 18 årig.

Jeg bruger megen tid hver dag på at granske over verden og livet. Såsom hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Hvordan skal jeg være i sindet for at være bedst i retfærdighedens øjne, alt sådan noget.

Jeg finder meget spændende ved biblen og de kloge ord man kan finde. Og den rummer mange visdomsord i emnerne trøst og sorg.

Mit problem er: At jeg ønsker at være kristen og prøve at leve et liv Gud finder værdigt. Jeg kan lide tanken og ideen om det. MEN.

Jeg har et ualmindeligt stort had til mange forskellige ting. Jeg har en vitterlig lyst til at ødelægge og gøre folk fortræd jeg ikke bryder mig om. Og det er ikke ting der stammer fra psykiske tanker eller sygdom. Det er regulært HAD. Og det fylder mere og mere.

Jeg bruger Guds retfærdighed, til at lade være. Og tænker nej det går ikke, det er ikke Guds ide etc. Men det plager mig stadig. Fordi det ændrer ikke at jeg har lyst. Så det er ikke min egen frelse og tankegang der holder mig fra at gøre det her ting, det er kun frygten for efterlivet og tanken om at der må være en almægtig Gud.

Men i biblen står der jo, at hvis man tænker ting så er det ligeså slemt som at gøre det. Men hvordan skal jeg så gøre i min situation. Jeg har lysten og tankerne, men udelukkende fordi jeg håber ved ikke om tror på der er en retfærdighed alfader der ved bedre end alt og alle. Vil gerne leve som han befaler, men det fjerner ikke min personlige lyst til at gøre ting mod folk jeg hader. Hvad gør man?

Svar

Kære Tvivler

Du skriver at du har en vedvarende hashpsykose/en skizofrenilignende tilstand og en heftig dødsangst. Det betyder for mig, at du sikkert ofte er meget forpint. Det er svære lidelser du nævner og jeg håber du har fået tilbudt en god behandling både med samtaler, den støtte i hverdagen du har brug for og den medicin, der kan hjælpe dig bedst i forhold til angsten og den psykotiske tilstand. Jeg håber således, du har nogen nærpå dig, som du kan tale med om disse tanker, så du ikke er alene med dem.
Du skriver, at du ønsker at være en kristen og prøve at leve et liv, Gud finder værdigt. Samtidig oplever du et had til mange ting og lyst til at gør fortræd. Det er godt at du læser i Biblen, men også her er det meget vigtigt at tale med andre om det du læser, så du forstår det rigtigt.

Det er rigtigt, at vi har fået De ti Bud, og det er vigtigt, når vi skal handle overfor andre mennesker. Det er også rigtigt at Jesus har sagt, at den der bliver vred på sin bror også slår noget ihjel, måske tilliden og glæden. – Det er dog meget vigtigt at det er overfor Gud og ikke overfor mennesker at tanker og handlinger vejer lige tungt. – Det er for, at vi skal se, at frelsen ikke afhænger af vores gerninger, men alene handler om at tro på Jesus som vores frelser. I Johannes evangeliet kap. 3.vers 16 kan vi læse det vi kalder ”den lille Bibel”: For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Her er det væsentlige i kristentroen sammenfattet i et vers.

Det lyder dog for mig, som om du er særlig plaget af lyst til at ødelægge, og du fortæller om et had der fylder mere og mere. Såfremt det er tvangstanker, så vil man ikke handle på det, men derfor kan man godt være meget forpint af tankerne. Din store angst tyder på at du er bange for at komme til at handle på dine tanker. – Det er muligt at få hjælp både gennem samtaleterapi, og medicin til at håndtere tankerne, så angsten bliver mindre, jeg håber du har eller kan få kontakt med nogen der kan tilbyde dig dette.

Der er en almægtig Gud, som du skriver, han har givet os hinanden for, at vi skal hjælpe hinanden. Jeg vil derfor meget anbefale dig at finde nogen, som du kan tale med, både så du får den hjælp, du har brug for til dine svære tanker og din angst, og så du får hjælp til at finde ind i kristentroen igen på en måde, der kan give dig tryghed og ikke angst.

Med venlig hilsen

Inge Munk Møller
Speciallæge i psykiatri