Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg har svært ved at finde en kirke da jeg lider meget. I kirken vil de gerne at jeg har nogle venner der eller at jeg tager et andet sted hen hvor jeg kan finde mig til rette. Jeg har forklaret at jeg lider af noget og at jeg kan ikke omgås mange mennesker. Men en søndagsgudstjeneste er vigtigt for mig. Hvad jeg kan mærke er at de kan ikke forstå det. Jeg føler mig udstødt og det er jeg rigtigt ked af.

Svar

Tak for dit spørgsmål, – og Tak for den tillid og den styrke du udviser ved at sætte nogle ord på en vanskelig relation til din kirke. Og dette samtidig med, at du har andet i livet, der prøver at “spænde ben.”
Kirken må som udgangspunkt være et sted, hvor alle, der ønsker at høre evangeliet, frit kan komme, – og dertil være med i et fællesskab af kristne, som det også siges i trosbekendelsen. Man kan måske også sige, at kirken er sat af Gud for at bringe hans kærlige budskab ud til alle.
Når så dette ikke altid helt er tilfældet eller er lykkedes, kan der være flere årsager. Dybest set er det ofte fordi, vi er ufuldendte mennesker, – men trods dette er det ikke rigtigt og rimeligt, at du på sigt skal være sat til side og ked af det.
Tænker lige på nr. 345 i min salmebog: ” Guds menighed er jordens største under”. Hvor underet er stort, fordi Gud er den samme uforanderlige, og det er os der forandres og ændres. Det er et under, der hvor Guds ord og kærlighed får lov at fylde ALT i den enkelte og i kirken.
Måske er der ud over præsten en i kirken eller menigheden med samtale og sjælesorgs funktion –  eller en anden, du kunne få en samtale med, – en som kan forsøge at forstå dig, – og dermed hjælpe til afklaring af dit behov. Måske findes der i dit område mindre fællesskaber eller kirker med plads til rummelighed og varme.
Og måske har du forsøgt alt dette? Og derfor er det måske en ny eller 3. vej,  du må vende øjet mod?  Et kursus ? – eller højskole, der for tiden er aktuel for nogle.
Det kan være belastende og ensomt, at føle sig udenfor, – noget som en del af os oplever i perioder i livet. Dog er intet i livet værdiløst, – det kan måske medføre mulighed for ny læring, – men et er sikkert:  vi er aldrig – aldrig alene!  En kvinde har engang sagt, at “Al den modgang som førte hende nærmere Kristus – blev for hende en forklædt velsignelse.” 
Når tingene kan se umulige ud for os mennesker, så er det godt at blive mindet om, at alt er muligt for Gud.
Jeg mindes i øvrigt en bøn, som vi alle til tider kan have brug for:
“Gud Giv mig styrke til at være svag, – giv mig kærlighed til at være sårbar – så jeg tør. Giv mig magt til at være ydmyg! For det er i min magtesløshed, – du Herre er stærk.”
Jeg håber inderligt, at du må se og opleve Guds kærlighed i ord og handling, – og at  du må møde en eller flere, der kan være dig til hjælp, eller en du kan alliere dig med.
Bag det alt sammen er der dog altid én, der er din og vores hjælper, – det som salmernes bog giver udtryk for i f. eks.
Sl. 139, +143 + 142, og som Jesus forkynder i Matt. 11. v. 28. ” Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”
Håber noget af dette kan være dig til inspiration og hjælp.
Du er altid velkommen til at henvende dig igen.
mkh. Evald S. Juhl