Af Christine Høllsberg Markussen

Bibelens salmer rummer utrolige rigdomme. Der får man lov at låne ord til klagesange.
Mange gange er salmerne også fulde af tak til Gud, og jeg må indrømme, at jeg ikke altid kan magte det. Så klager jeg bare; – i vished om, at en dag kan jeg igen sige tak.
Det er rigtig svært at opleve, at livet ”flasker sig” for andre, mens egne evner, arbejdsliv og privatliv ligger mere eller mindre i ruiner på grund af psykisk sygdom.
Det, der kan gøre det endnu mere smertefuldt, er at man ofte ikke ved, om man bliver rask eller bliver arbejdsdygtig igen.
I salme 73 siger Asaf noget, som jeg kender til: (Citeret fra Bibelen på Hverdagsdansk)
”Jeg var kommet snublende nær til afgrunden. For jeg blev misundelig på de stolte og gudløse. Alt går så glat og sorgløst for dem, de er raske og strutter af sundhed. Da indså jeg, hvor bitter jeg var blevet, hvor misundelig jeg var på de gudløses succes.”
Det er faktisk ikke kun de gudløse, jeg bliver misundelig på. Også mine venner og veninder, der har succes, har jeg svært ved rigtig at glæde mig sammen med. Men det piner mig, for jeg ved, at det er forkert.
I vers 23 står der: Men alligevel har du ikke forkastet mig, Gud.
Netop det er min trøst og det, som jeg klynger mig til!