Af Christine Høllsberg Markussen

Mange i dagens Danmark har prøvet at være deprimeret. Det er ikke så tabubelagt, dels fordi så mange – også kendte – har prøvet det og fortalt om det, dels fordi der er så gode behandlingsmuligheder. Når man kan tale om noget i datid, noget man er kommet over, så er den værste smerte væk. Selv om man givetvis husker, hvor svært det var, så kan man ikke fastholde smerten, som den var. Det er rigtig godt!
Det betyder dog, at dét at være kronisk psykisk syg er langt mere stigmatiserende.
Min egen historie kan måske illustrere lidt af, hvad jeg mener.

Min opvækst og livssituation
Jeg har haft en tryg opvækst, kunne rigtig godt lide at gå i skole og fik både uddannelse (sygeplejerske) mand og 3 børn. Jeg var glad for mit liv, om end jeg efterhånden syntes, at kravene som sygeplejerske var store. Jeg prøvede at efteruddanne mig, men i 2004 brød jeg sammen af stress. Det medførte stor angst, og jeg var sygemeldt indtil jeg besluttede, at jeg ville tage en ny uddannelse med mindre selvstændigt ansvar.
Jeg bestemte mig for lægesekretær. Det var en krævende tid, da jeg både skulle rundt på nye hospitalsafdelinger hver 3. måned, samt skulle være væk på fagskole i 3-4 uger ad gangen. Men det lykkedes med stor opbakning fra min mand.
Jeg arbejdede så 5½ år i en lægepraksis, og havde egentlig forestillet mig, at det var mit blivende sted. Jeg havde bemærket, at jeg af og til ikke synes jeg magtede mit job og gjorde det godt nok. Andre gange var det ikke et problem. Tidligere i mit liv, var der som regel en ydre grund til, at jeg følte mig stresset, men nu kom det mere og mere tilfældigt.
Jeg havde prøvet flere forskellige slags antidepressiva, og bad om en henvisning til en psykiater. I løbet af det halve år, hvor jeg ventede på at komme til, havde jeg fået et stærkere præparat. Min mand havde bemærket, at jeg nu ikke kun var depressiv, men at jeg også var ”Lidt højt oppe” ind i mellem.

Diagnostiseret
Da jeg kom til psykiateren, fastslog han i løbet af et par konsultationer, at jeg havde en bipolar lidelse. Det affødte 2 reaktioner hos mig: Jeg vidste, at det var en langt værre diagnose, som jeg absolut ikke havde lyst til at forbinde mig med, – men nu var der måske endelig håb for at slippe af med depressionerne, da det var en helt anden behandling, der skulle til.
Jeg fik diagnosen i 2012, og jeg har prøvet mange forskellige slags medicinpræparater. Jeg har ikke så mange bivirkninger, men desværre heller ikke så meget virkning. Det betyder, at jeg til stadighed har depressioner, der kommer med ca. 4 ugers mellemrum. Det halve af mit liv føler jeg mig som en zombie, der skal bruge mange kræfter på at stå op. Som næsten ikke orker at svare på en sms, skal tage tilløb i timevis for at gå i bad, faktisk ikke orker eller evner at lave mad osv. osv.
Jeg har ikke noget begrundet håb om, at det forandrer sig eller bliver bedre med tiden. Det mest sandsynlige er, at jeg skal leve med det resten af livet. Når mørket kommer, er jeg af og til ved at give op. Jeg ønsker blot at sove mig gennem de næste 4 uger; – og jeg kan også sove rigtig meget i starten.

Kronisk sygdom i nutid
Det har selvfølgelig trukket store veksler på familielivet, så jeg er taknemmelig for, at jeg først blev rigtig syg, da børnene var ved at være store og flyttet hjemmefra.
Alligevel er der rigtig meget sorg forbundet med at have en kronisk psykisk sygdom, som jeg aldrig kommer til at fortælle om i datid; noget der var engang, men nu er overvundet.
Det er uendelig svært ikke at kunne planlægge. Ikke have et håb for fremtiden. At evner og muligheder, som så lovende ud i de unge år, nu ligger smadrede for fødderne af mig. Det er også følelsen af uretfærdighed – hvorfor er jeg ikke én af dem, der kan hjælpes med medicin? Hvorfor har Gud ikke helbredt mig, selv om jeg har søgt helbredelse i både ind- og udland?
Jeg får ikke noget svar og der er ingen happy end i denne beretning. Dybest set vil jeg måske bare fortælle, at der er kæmpe stor forskel på, at man engang har haft det svært – og så stå midt i det.
I mine gode perioder nyder jeg til gengæld livet, og kan også få meget fra hånden på kort tid. Jeg ved hele tiden, at jeg har ca. 30 dage, hvor jeg kan leve, handle og gøre gode ting. Så kommer mørket ubønhørligt igen.
Når jeg får ondt af mig selv, tænker jeg på at, hvis jeg SKULLE lide af en eller anden kronisk sygdom, hvilken ville jeg så vælge? Mit svar er, at det ved jeg ikke. Alle kroniske sygdomme er hæslige og medfører smerte på den ene eller anden måde.
Jeg har ikke selv valgt at få en bipolar lidelse. Mit største ønske er, at jeg ikke har givet gener/sårbarhed videre til mine børn.